»Jeg er pisse indebrændt.« »Det er fucked up.« »Jeg er pisse fucking sur.«

Tabita fra X Factor-duoen 'Tabita & Liv' var bestemt ikke begejstret, da gruppen fredag aften blev smidt ud af TV 2-programmet af deres dommer, Ankerstjerne, som kort forinden havde sammenlignet deres optræden med en 'klokken 03-oplevelse på Crazy Daisy'.

»Jeg synes, det er fucked up, at han siger, han vil se det her, og så er han ikke tilfreds, når vi giver ham det. Kan manden fucking bestemme sig!?,« rasede Tabita Thinggaard, der sammen med Liv Frandsen sang sangen 'Love Druggie' af Mendoza.

Da B.T. fanger hende over telefonen har raseriet aftaget en smule, men hun er bestemt stadig ikke begejstret for Ankerstjerne.

X-Factor dommer Ankerstjerne.
X-Factor dommer Ankerstjerne. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg kan stadig ikke lide ham, men jeg har ikke et behov for at råbe højt om det. Han kan sikkert heller ikke lide os,« siger hun og fortæller, at hun dog ærgrer sig over sin voldsomme reaktion efter Five Chair Challenge:

»Jeg overreagerede, fordi jeg var irriteret. Jeg ville ønske, at jeg havde vist mere taknemmelighed for at have været med, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved nu.«

Hvad er det, du er utilfreds med?

»Som man allerede kunne se til vores audition, så var han meget fordomsfuld over for os,« siger Tabita og hentyder til, at hun og Liv tidligere har deltaget i realityprogrammet 'Ex on the beach'.

Tabita Thinggaard og Liv Frandsen.
Tabita Thinggaard og Liv Frandsen. Foto: Lasse Lagoni/TV 2
Vis mere

»Vi kunne bare mærke, at han ikke kunne lide os på grund af det, og vi tror, at det var grunden til, at han smed os ud.«

Hvad sagde han, der virkede fordomsfuldt?

»Det var bare hele hans attitude - både til vores audition og til workshoppen. Han gad ikke bruge tid på os, mens snakkede flere minutter med de andre.«

Tabita fortæller endvidere, at hendes umiddelbare utilfredshed med at ryge ud har forvandlet sig til taknemmelighed:

»Han gjorde os en tjeneste, for den dag i dag er jeg virkelig glad for, at vi blev sendt ud. Det var et kæmpe pres at være med i 'X Factor', hvor man skulle lave musik under andres omstændigheder. Nu kan vi lave musik under vores egne omstændigheder og skabe vores egen 'fame'.«

Da B.T. snakker med Ankerstjerne for at høre til kritikken fra Tabita Thinggard, har han - ikke overraskende - et andet syn på sagen.

»Det kan jeg ikke nikke genkendende til overhovedet. Jeg sendte dem ud, fordi de ikke er gode nok. Jeg har godt hørt, at de ikke tilfredse, men jeg tror, de tilskriver det alle mulige andre ting end deres performance,« siger han og fortsætter:

»Jeg elskede, at de kom med kant og fra en anden verden. Og hvis de havde sat den lige i skabet, så havde jeg omfavnet dem med åbne arme. Det havde jeg virkelig lyst til. Jeg heppede på dem. De kunne provokere - også provokere mig - og det elskede jeg.«

De mener også, at du brugte mere tid på de andre deltagere til workshoppen. Hvad tænker du om det?

»Det passer ikke. Jeg kunne vildt godt lide dem, så jeg forstår faktisk ikke, at de siger sådan. Jeg tror måske, at de ser det gennem et filter af, at de er røget ud, for jeg gav dem lige så meget kærlighed som alle de andre. Jeg så potentiale i dem, så det var meget ærgerligt, men deres optræden var bare ikke god nok.«

»Men jeg kan godt forstå, at når man bliver smidt ud af sådan en konkurrence, så får man lyst til at sparke lidt tilbage,« afslutter han.

Ankerstjerne skulle have sendt fem grupper videre til Bootcamp, men han valgte at fjerne to stole. Dermed er der lagt op til, at han i næste afsnit af TV 2-programmet vil samle to ekstra grupper bestående af solister, der tidligere er blevet smidt ud af programmet.