'X Factor' kunne være blevet et bedre program, hvis Magnus Rasch var kommet med videre efter 'Five Chair Challenge'.

Det fortæller den 21-årige talentshowdeltager, efter han fredag måtte forlade TV 2-programmet.

»Jeg er faktisk ikke særlig ærgerlig, jeg er mere ærgerlig på Nannas vegne. Og det ved jeg godt lyder kæphøjt, men jeg mener helt ærligt, at jeg har mere udviklingspotentiale end mange af de andre, selvom jeg har mindre erfaring. Jeg ærgrer mig faktisk på showets vegne,« sagde han i fredagens program, da 'X Factor'-vært Sofie Linde stod klar til en umiddelbar reaktion.

Og reaktionen var måske lidt for umiddelbar, fortæller Magnus Rasch i dag til B.T.

Og så alligevel ikke.

Magnus Rasch.
Magnus Rasch. Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

»Jeg må nok erkende, at interviewet, efter jeg fik nej til 'Five Chair Challenge', gik lidt stærkt i kampens hede. I virkeligheden mente jeg nok nærmere, at jeg ærgrede mig på mit potentiales vegne. Men når det er sagt, så står jeg samtidig ved det, jeg sagde,« fortæller Magnus Rasch.

Han mener nemlig, at selvom de andre deltagere er dygtige sangere, så ville hans energiske personlighed have givet programmet mere underholdningsværdi.

Magnus Rasch er nemlig først rigtigt begyndt at synge for to år siden, og hans første oplevelse med at synge i en mikrofon var til netop 'Five Chair Challenge'.

»Med fare for at være generaliserende tror jeg, at jeg repræsenterer en stor del af 'X Factor's seere – altså amatører, men med kærlighed for musik,« siger Magnus Rasch, der derfor mener, han kunne have været nem for seerne at spejle sig i.

Magnus Rasch.
Magnus Rasch. Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

»Jeg ville have været en spændende deltager at følge på grund af mit udviklings- og underholdningspotentiale. Derfor ærgrer jeg mig på showets vegne – men mest af alt potentialets vegne over, at jeg ikke nåede at få muligheden for at arbejde med dygtige professionelle såsom Oh Land og hendes team.«

Selvom dommerne ikke så det samme potentiale i den uerfarne sanger, som han selv gør, så fik han meget ros for sit udseende og for at være en markant personlighed, der skiller sig ud i mængden.

Og det tager han som et kæmpestort kompliment, selvom han aldrig er gået bevidst efter at skille sig ud.

»Men jeg kan understrege, at jeg aldrig har været bekymret for, om folk har kunnet lide mig. Hvad folk går og tænker og synes om mig er ikke noget, jeg kan kontrollere alligevel. Så jeg har altid bare sørget for at være mig selv.«

Alligevel bemærkede flere seere, at Magnus Rasch ikke er helt unik. På de sociale medier blev der nemlig delt billeder af den 21-årige deltager ved siden af verdensstjernen Justin Bieber, med hvem han tydeligt har visse ligheder.

En sammenligning som blandt andet instagrammeren Anders Hemmingsen delte på sin profil. Og her blev Magnus Rasch selv overrasket over at se, hvor meget de ligner hinanden, fortæller han.

Dette billede af sangeren Justin Bieber øverst og Magnus Rasch nederst blev delt af Anders Hemmingsen.
Dette billede af sangeren Justin Bieber øverst og Magnus Rasch nederst blev delt af Anders Hemmingsen.
Vis mere

Han har nemlig aldrig selv kunnet se det – omend han har hørt det før.

»Lige siden jeg kan huske, er jeg blevet sammenlignet med Justin Biebers udseende – og jeg synes, det er skægt. Men det er også vigtigt for mig at sige, at jeg intet kan gøre ved det. Uanset min alder og uanset min frisure er det altid blevet påpeget i mere eller mindre grad. Det hele handler jo om gener,« siger han.

»Men i sidste ende – dét at blive sammenlignet med hans udseende er rart at høre. Han er en pæn fyr, og jeg håber, at jeg i fremtiden ligeledes vil blive sammenlignet med hans sangtekniske niveau.«