Det var egentlig ikke meningen, at Benjamin Rosenbohm skulle stå i finalen. Det var jo hans ven, der ville være X Factor-stjerne.

Derfor havde Ankerstjernes unge deltager også lidt dårlig samvittighed, efter han fredag havde stået på X Factor-scenen for sidste gang og modtaget folkets hyldest og en flot andenplads.

»Ja, jeg har dårlig samvittighed, det må jeg indrømme. Det burde jo være Stanislas, der står her og snakker med jer journalister nu. Men han er også enormt glad og støttende, og det har nok gjort hele processen nemmere,« siger Benjamin Rosenbohm om sin ven Stanislas.

Som faste seere af X Factor vil vide, var Benjamin kun taget med til audition for at støtte sin ven Stanislas, men endte med selv at stille sig ind foran dommerne.

Benjamin med hele sin fanklub - bl.a. vennen Stanislas, som her får et klem.
Benjamin med hele sin fanklub - bl.a. vennen Stanislas, som her får et klem. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Begge drenge gik videre, men Stanislas blev vraget af Ankerstjerne inden 5 Chair Challenge.

Til gengæld nåede Benjamin Rosenbohm hele vejen til finalen.

»Så det er lidt surrealistisk, at jeg overhovedet er kommet så langt,« siger Benjamin Rosenbohm, der understreger, at han har det fantastisk, selvom det kun blev til en andenplads.

»Det sværeste ved X Factor var ikke at tabe, men at skulle være sammen med Stan med tanken om, at det faktisk var planen, at det var ham, der skulle spille i finalen,« siger han.

»Så jeg har det faktisk stadig dårligt. Efter al den tid. Men jeg er enormt taknemmelig for, at han stadig er villig til at være min ven.«

»Hver gang jeg har haft en dårlig prøve eller en tone, jeg ikke kunne ramme. så har han været der. Det viser bare, hvor fedt et menneske han er.«

Benjamin Rosenbohm blev slået på målstregen af Thomas Blachmans deltager Kristian Kjærlund.

Tredjepladsen gik til Live Vogel, der ligesom Benjamin havde Ankerstjerne som mentor.

Live, Benjamin og Kristian Kjærlund nåede fredag X Factor-finalen, som Kristian endte med at vinde.
Live, Benjamin og Kristian Kjærlund nåede fredag X Factor-finalen, som Kristian endte med at vinde. Foto: Martin Sylvest
Vis mere