Woody Allen er ikke tilfreds. Og det er hans forelægger bestemt heller ikke.

Således truer man i kølvandet af premieren på 'Allen v. Farrow' med at sagsøge hele holdet bag den opsigtsvækkende dokumentarserie.

En dokumentarserie, der udlægger beskyldningerne om, at Woody Allen i start 90erne skulle have forgrebet sig på sin adoptivdatter Dylan Farrow.

Netop Dylan Farrow og hendes mor, den prisvindende skuespillerinde Mia Farrow, leder an i dokumentarserien, der mandag havde premiere på HBO.

De får i deres beretninger opbakning af både familie, venner, journalister og andre, der bidrager til at skabe tvivl om Woody Allens uskyld.

Woody Allen er ikke selv med i dokumentaren, hvori man dog husker at understrege, at han aldrig er blevet dømt. Eller tiltalt.

Nogle af de eneste pip, man hører fra Hollywood-instruktøren, er uddrag fra hans memoir 'Apropos Nothing', der udkom sidste år.

Og det er netop dette, der har gjort forlaget Skyhorse Publishing, vred.

Woody Allen og Dylan Farrow på en trappesten.
Woody Allen og Dylan Farrow på en trappesten. Foto: RUBA
Vis mere

Sagen er nemlig, at holdet bag 'Allen v. Farrow' ikke har fået tilladelse hertil. Der er altså tale om et soleklart brud på ophavsretten, mener forlæggeren.

»Hverken producere eller HBO har nogensinde henvendt sig til Skyhorse med en anmodning om tilladelse til at bruge uddrag fra lydbogen.«

»Det var først i slutningen af sidste uge, Skyhorse fra anden side blev gjort opmærksom på, at dokumentarserien gennem alle fire afsnit i stort omfang gør brug af uddrag,« lyder det i en udtalelse til Deadline.

Heri konkluderer man også efter at have set første afsnit, at serien gør uretmæssigt brug af lydbogen.

»Vi vil nu tage de juridiske skridt, vi finder nødvendige, til at give oprejsning til vores og Woody Allens rettigheder til hans intellektuelle ejendom.«

HBO har ikke responderet på truslerne. Det har til gengæld en repræsentant for de prisvindende instruktører bag serien, Amy Ziering og Kirby Dick.

Herfra lyder det, at man kun har gjort begrænset brug af lydbogen – og at denne brug holder sig inde for reglerne om fair use.

Et amerikansk princip i lovgivningen om ophavsret, der gør det mulig i visse tilfælde og visse omfang at bruge dele af et værk – eksempelvis en lydbog – uden at hente tilladelse først.

Woody Allen og Soon-Yi Previn blev hemmeligt gift i Venedig i 1997. Dengang var instruktøren 62. Hustruen 27.
Woody Allen og Soon-Yi Previn blev hemmeligt gift i Venedig i 1997. Dengang var instruktøren 62. Hustruen 27. Foto: MICHELE GREGOLIN
Vis mere

Forlæggeren er absolut ikke den eneste, der er utilfreds med 'Allen v. Farrow'.

Det er Woody Allen og hans hustru, hans tidligere mangeårige kæreste Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn, også.

I kølvandet på premieren udsendte de således en udtalelse, hvori de kaldte serien »et karaktermord«.

»Disse dokumentarister har ingen interesse i sandheden. I stedet har de brugt årevis på et skjult samarbejde med Farrow-familien og deres allierede for at kreere et karaktermord baseret på løgne.«

»Woody og Soon-Yi blev kontaktet for mindre end to måneder siden og fik kun et par dage til at svare på spørgsmål. Det nægtede de selvfølgelig.«

»Som det har været kendt i årtier, er disse påstande kategorisk falske,« lød det blandt andet.