Med en flydende slikburger vinder man ikke 'Den store bagedyst', måtte Wissam Bouqasri sande, da hun som den anden deltager måtte forlade DR's populære kageshow.

Men selv om det kiksede totalt for den 32-årige farmaceut, da deltagerne skulle lave slik i ugens første udfordring, er det noget helt andet fra lørdagens afsnit, hun fortryder.

For deltagernes tegneevner blev også udfordret, da de i den hemmelige udfordring skulle 'tegne' med pandekagedej og lave en pandekage, der lignede værten på 'Den store bagedyst', Timm Vladimir.

Og her kom Wissam Bouqasri til at putte for meget kakao i dejen, så pandekageudgaven af værten fremstod noget mørkere end virkelighedens.

32-årige Wissam Bouqasri måtte forlade 'Den store bagedyst' i tredje program.
32-årige Wissam Bouqasri måtte forlade 'Den store bagedyst' i tredje program. Foto: Carsten Mol
Vis mere

I sin stak af kasserede pandekage-Timm'er havde hun også en blegere version med de rigtige kontraster og farver, men af uransagelige årsager besluttede hun at præsentere en anden for dommerne.

»Og oh my gosh, hvis der er noget, jeg fortryder allermest, så er det, at jeg vælger den mørke udgave af Timm. Men jeg ser åbenbart ikke farver,« siger hun med et smil.

Pandekagen gav Wissam Bouqasri en syvendeplads i den hemmelige udfordring. Men det var ikke nok til at trække hende op fra den bundplacering, som hun havde fået tidligere i programmet, hvor menuen stod på slik, som både børn og voksne ville sætte tænderne i.

Her havde Wissam Bouqasri planlagt at lave burgere af stablet vingummi og skumfidus-pomfritter med ketchup af jordbær- og rabarberpuré.

Wissam Bouqasri.
Wissam Bouqasri. Foto: DR
Vis mere

Desværre var der ikke mange vingummier at stable, da 'burgerbollerne' blev præsenteret i flydende form.

»I min opskrift er der nogle meget specifikke temperaturer, som jeg ikke formåede at ramme, og så smeltede mine vingummier. Det er pisseærgerligt, for jeg havde verdens fedeste idé, og jeg synes stadig, det er den fedeste idé. Sådan en slikburger er mine bedste minder om at snolde slik som barn,« siger Wissam Bouqasri.

Hun mener ikke, hun kunne have gjort noget anderledes, men ærgrer sig bare over, at det ikke ville lykkes i bageteltet, når burgerne har stået knivskarpt under øvningen derhjemme.

»Det er ikke ens eget køkken, der er et andet blus og alt muligt,« siger hun om sit tv-køkken.

»Det er som at sove ude uden sin pude. Du har en seng. Der er ikke så meget der, men det er bare ikke ens egen pude, og man sover pissedårligt,« griner hun.