Det er ikke nogen hemmelighed, at Jesper Vollmer og Wafande ikke altid har lige nemt ved at kommunikere konstruktivt med hinanden.

Den 45-årige kok og den 37-årige sanger har allerede haft flere kontroverser på deres tur i programmet 'Over Atlanten', og i det kommende afsnit støder de hovederne sammen igen.

Gruppen er nået halvvejs på deres rejse, og det mener halvdelen af gruppen skal fejres med champagne.

Wafande er dog bestemt ikke enig i, at tiden er inde til fejring.

(ARKIV) Wafande.
(ARKIV) Wafande. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Er det ikke ligesom at have sex uden udløsning?« spørger han til larmende stilhed, før han får medhold af diamantdronningen Katerina Pitzner, som også synes, det er mere passende at fejre, når de ser land.

Den store uenighed – og dertil hørende dårlige stemning – får til sidst Jesper Vollmer til at give sig og opgive champagnen.

»Der er ikke noget ved at fejre med folk, der ikke vil fejre det. Det vil være latterligt,« siger han i en lettere fornærmet tone.

Til kameraet uddyber han efterfølgende sin mening om Wafande.

(ARKIV) Jesper Vollmer.
(ARKIV) Jesper Vollmer. Foto: JAN JØRGENSEN
Vis mere

»Det, jeg har fornemmet indtil videre, er, at Wafande er en lille smule provokerende,« siger kendiskokken og fortsætter:

»Der går legebarn i den. Han stikker en kæp i hjulet for at se, om det skaber ballade. Det kan han godt lide, tror jeg.«

Du kan se klippet fra det kommende afsnit i playeren øverst. Programmet bliver sendt søndag på Kanal 5, men kan også ses på Dplay.

Ud over Wafande, Jesper Vollmer og Katerina Pitzner består gruppen i 'Over Atlanten' af radio/tv-personlighed Anders Lund Madsen, YouTuberen Julia Sofia og kunstneren Kristian von Hornsleth.