Voldsom ulykke i familien – derfor blev Christina ikke fulgt op af sin far i 'Gift ved første blik'
Christina Larsen skulle egentlig følges op ad sin far under brylluppet i 'Gift ved første blik', men en skrækkelig ulykke ramte familien kort før, optagelserne gik i gang.
Christina Larsen og Frederik Reimer blev gift for rullende kameraer. Foto: Snowman Productions
Christina Larsen blev i foråret gift for rullende kameraer, og nu kan hele Danmark se med i denne sæson af 'Gift ved første blik'.
Men kort før optagelserne gik i gang, fik Christina Larsen et frygteligt telefonopkald.
I røret var hendes far, der var kommet ud for en forfærdelig ulykke.
»Jeg tror, han var gået i chok og ringede til mig. Han var faldet og blødte ud af hovedet og ud af øret,« fortæller Christina Larsen.
»Jeg sagde: Du skal ikke snakke med mig, du skal lægge på og ringe 112. Og så kørte jeg afsted mod Kalundborg, hvor min far bor.«
Christina Larsen er sygeplejerske, og hun ved, at blod ud af øret er et rigtigt dårligt tegn.
36-årige Christina Larsen er uddannet sygeplejerske og underviser til daglig som lektor. Foto: Peter Refsgaard/Snowman Production
Hun skyndte sig afsted i bilen, og undervejs bliver hun ringet op af en paramediciner, der nu er sammen med hendes far.
»Han siger, at min far har slået hovedet, og det er voldsomt. Der tænker jeg: Holy shit,« forklarer Christina Larsen.
Hendes far var heldigvis ved bevidsthed, men var faldet ned fra en stige og havde slået sit hoved mod et betongulv.
Det skulle vise sig, at han havde fået firedobbelt kraniebrud. Kraniet var brækket to steder i selve kraniekassen, et sted i øjenhulen og en knogle i øret var også brækket.
Christina Larsen ankom til brylluppet i en båd. Foto: Snowman Productions
Hendes far var først indlagt på intensiv på Holbæk sygehus og blev senere overført til Roskildes neurologiske afdeling.
Christina Larsen beskriver oplevelsen som et 'kæmpe chok', og kort efter, hendes far endelig får lov til at komme hjem, får hun en anden surrealistisk besked.
»Han er indlagt i ti dage, og han er nærmest lige blevet udskrevet, da jeg får at vide, jeg skal giftes på tv. Det var vildt, og der var en del logistiske ting, for selvom min far blev udskrevet, var han enormt mærket og havde en kodyl hjernerystelse. Han døjede og døjer stadig med svimmelhed,« fortæller Christina Larsen.
Hun fandt dog overskuddet til også at glæde sig til sit forestående tv-bryllup.
Der var store smil og god kemi under Frederik og Christinas bryllup, som vises på DR torsdag. Foto: Snowman Productions
»Da først han blev udskrevet, vidste man godt, han bare skulle have tid til at få det godt igen. Og derfor kunne jeg godt glæde mig, også fordi jeg havde min faglighed,« forklarer hun.
Christina Larsen hjalp sin far en del med de praktiske ting som rengøring, og derfor var det faktisk kærkomment, at et 'Gift ved første blik'-bryllup ikke krævede andet af hende end, at hun skulle finde noget tøj.
På selve bryllupsdagen var det egentlig meningen, at hendes far skulle føre hende op.
Men sådan blev det desværre ikke, for hendes far var stadig for præget af sin hjernerystelse og svimmelhed.
Christina og hendes far på bryllupsdagen. Foto: Privat
»Han skulle have været med til hele brylluppet og fulgt mig op, men han blev så bange, for han er ikke så glad for tv og at være i centrum, så han turde ikke, for han var bange for at falde,« fortæller Christina Larsen.
Derfor fandt familien en anden plan, og det blev i stedet Christina Larsens søster, der fulgte hende op.
Og det kan være, at der kommer en senere lejlighed, hvor Christina kan blive fulgt op ad sin far.
»Fra start af snakkede Frederik og jeg om, at hvis vi bliver ved med at være et par, så var vi begge meget enige om at holde en ny fest,« forklarer Christina Larsen.
Både hende og Frederik Reimer havde nemlig mange, de ikke kunne invitere til tv-brylluppet, der kun havde plads til 12 gæster fra hver side.
Og hvis der blive et bryllup version 2.0 – så skal Christina Larsens far forhåbentlig følge hende op.
»Så slipper han sgu ikke!« griner Christina Larsen.