Efter at billetterne til deres danske comeback blev revet væk, har Volbeat fået stablet endnu en dansk koncert på benene.

Bandets 'Servant of the Road World Tour 2022' sparkes i gang i tyske Hamborg 17. oktober, hvorefter det var planen, at de fire rockmusikere ville trække den tre dage, inden de 20. oktober gav koncert i et fuldstændigt udsolgt Royal Arena i København for derefter at tage videre til Finland.

Men nu har Volbeat altså annonceret, at de også kommer til Jyske Bank Boxen i Herning.

»Det har været lidt af et puslespil at få det hele til at falde på plads. Det er næsten tre år siden, at vi spillede i Herning og generelt i Danmark, så den skal altså have én over nakken til oktober,« lyder det fra forsanger Michael Poulsen.

Koncerten i Herning spilles 18. oktober.

Volbeat gæster 33 arenaer rundtomkring i Europa, når gruppen til efteråret drager ud på sin 'Servant of the Road World Tour 2022'.

Ifølge en pressemeddelelse fra MCH slår Volbeat flere rekorder med turneen.

Den byder på det største antal billetter på en europæisk turné, og så er den ikke bare den største turné i bandets historie, men den største arenaturné nogensinde for et dansk rockband, lyder det i pressemeddelelsen.

Turneen afsluttes med et show på Wembley Arena i London kort før jul.