For blot to uger siden gnubbede Thomas Vinterberg skuldre med amerikanske superstjerner som Reese Witherspoon og Laura Dern. Nu tager han opvasken og går ud med skraldet.

Det afslørede han over for B.T. lørdag aften, da Bodilprisen blev uddelt i Folketeatret i København. Her vandt »Druk« som ventet prisen for årets bedste danske film. Ligeledes vandt Vinterberg og Tobias Lindholm en Bodil for årets bedste manuskript.

»Jeg er begyndt at skrive igen. Men jeg er desværre også blevet nødt til at gå ud med skraldet og tage opvasken. Det er blevet mandag igen. Men prøv lige at se, hvad jeg står over for,« sagde Vinterberg og henviste til sin smukke hustru, Helene Reingaard Neumann, 33

»Han skal da bare steppe op,« sagde hun og grinede.

»Det har føltes som EM i 92. Det har været helt overvældende. Folk siger jo, »vi har vundet en Oscar«. Det har været meget dejligt,« tilføjede Helene.

Vinterberg, 51, vil stadig ikke afsløre, hvor hans Oscar-statuette står gemt. Hans kollega har nemlig fået stjålet en filmpris, og derfor holder han kortene tæt til kroppen.

»Jeg passer godt på den. Den står et sted på planeten jorden, sagde han hemmelighedsfuldt.

De fremmødte journalister ville gerne vide, om Vinterberg havde fået hilsner fra enten statsministeren eller dronningen – men det ønskede han ikke at svare direkte på.

»Jeg har fået hilsner fra alle dem, jeg skulle have hilsner fra. Og mere til. Men jeg vil ikke stå og namedroppe her. Men det er væltet ind fra alle. Ingen har holdt sig tilbage,« sagde han og tilføjede:

»Det betyder meget, hvad der sker i Danmark. Det er der, vi kommer fra. Den stemning der har været i det her land især op til Oscaren har været helt utrolig. Det er vi meget taknemmelige for.«

I kølvandet på sejren er der naturligvis også allerede kommet nogle tilbud. Men Thomas har været nødt til at sige nej til en del.

»Der er kommet nogle kæmpestore tilbud, men det er ikke nogle tilbud, som jeg skal lave. Det har været tilbud, jeg har sagt nej til, fordi det er der 500 mennesker, der kan lave ligeså godt,« sagde han.