Mindre end et døgn skulle der gå, før de første beskyldninger om 'kopiering' begyndte at dukke op i forbindelse med vindersangen til dette års Melodi Grand Prix.

Lørdag aften kunne gruppen Ben & Tan – bestående af Benjamin Rosenbohm og Tanne Balcells – lade sig hylde som vindere af sangkonkurrencen, mens konfettien dalede ned over dem. Søndag kom spørgsmålet så.

I en liveblog på B.T., hvor læserne kunne stille de to grandprixvindere spørgsmål, skrev brugeren 'Casper':

»Tillykke med sejren! Snakken på udenlandske fansider går på, at jeres sang minder meget om Pinks 'Walk Me Home'. Nogle kalder det en kopi. Hvad tænker I selv?«

Ben & Tan.
Ben & Tan. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Til det svarer 22-årige Tanne, at deres sang – 'Yes' – oprindelig er inspireret af netop den Pink-sang:

»Vores producer har selv sagt, at den er inspireret af den,« forklarer hun, før hun slår fast:

»Men den er ikke en kopi af den. Det er jo ikke en kopi, medmindre det er det samme. Jeg synes ikke, den matcher op i forhold til arrangementet, så jeg synes ikke, det er den samme.«

Hun kan dog godt forstå, hvis folk synes, der er nogle ligheder med sangen, som du kan høre nederst i artiklen.

»Det kan godt være, den minder lidt om den – det er jo også samme genre, altså country. Men så kan man også sige, at alle countrysange er de samme. Men det er de jo ikke, fordi arrangementerne er forskellige,« forklarer hun.

»Det er lidt den idé, de (producerne, red.) er gået med, men det skulle ikke være en countrysang. Det skulle være en country-folk-pop-sang. Men vi har altså ikke kopieret,« gentager hun.

Det er snart en tradition, at den danske vindersang bliver beskyldt for at minde for meget om en anden.

Det skete blandt andet også, da Chanée og N'evergreen i 2010 vandt med sangen 'In a Moment Like This', der blev beskyldt for både at minde om Tina Turners 'Simply the Best' og The Polices 'Every Breath You Take'.

Året efter blev A Friend in Londons vindernummer, 'New Tomorrow', beskyldt for at have lighed med flere andre numre – blandt andet Andreas Johnsons 'Sing for Me'.

Bandet Lighthouse X, der vandt i 2016 med ’Soldiers of Love’, blev beskyldt for, at sangen mindede en hel del om den tyske sang ’Atemlos durch die Nacht’ fra 2013, der bliver sunget af schlagerdronningen Helene Fischer. Og selv Emmelie de Forrest, der også endte med at vinde Eurovision med 'Only Teardrops' i 2013, blev beskyldt for, at der var ligheder i hendes sang med hollandske K-Otics sang 'I Surrender'.

Da Ben & Tan vandt det danske Melodi Grand Prix lørdag aften, foregik det i en sal helt uden publikum grundet den aktuelle corona-situation. Endnu er det for tidligt at sige, hvordan Eurovision, som skal afholdes i Rotterdam i Holland, vil blive afviklet til maj.

Hvis alt går efter planen, skal de to på scenen i den anden semifinale 16. maj. Går de videre til finalen, skal de også på scenen 18. maj.