Spændingerne i Kardashian-familien når nye højder i den kommende sæson af 'Keeping up with the Kardashians'.

I en trailer fra programmet, hvis 18. sæson får amerikansk premiere torsdag, kan man se, at Kim Kardashian og hendes søster Kourtney Kardashian ryger i totterne på hinanden. I fysisk forstand.

»I will fuck you up, you literal cunt,« lyder det fra Kourtney Kardashian i traileren, før hun kaster en drink i hovedet på sin søster.

Herefter opstår der tumult mellem de to søstre, og Kim Kardashian både skubber og sparker ud efter sin søster.

Khloe Kardashian, der er vidne til episoden, forsøger at skille de to ad, men det hele eksploderer, da de alle tre ender med at stå ved en væg. Her slår Kourtney Kardashian sin søster i hovedet.

Hvad der ledte til slåskampen vides ikke. Men optagelserne af den voldelige episode er i programmet blevet kombineret med klip, hvor Khloe Kardashian klædt ud som sin mor, Kris Jenner, læser op fra 'Den store bog om Kardashian/Jenner-fortællinger'.

»Der var engang en magtfuld dronning, der omgivet af glitter og glamour fødte fem prinsesser,« læser hun blandt andet op, før hun med henvisning til slåskampen siger:

»Men som deres kongerige voksede sig større, voksede byrden, der fulgte med, også.«