'Vild med dans' har historisk lave seertal.

I 'gamle dage' fulgte over en million danskere trofast med fredag efter fredag, når en ny stribe kendte danskere gik på dansegulvet i den bedste sendetid.

I de sidste mange år er flere og flere imidlertid faldet fra, og ifølge analysebureauet Gallup rammer man i år et hidtidigt lavpunkt med cirka 700.000 seere fredag aften.

Tv-branchen bløder generelt seere, og derfor kan TV 2 stadig trøste sig med, at 'Vild med dans' stadig er ugens mest sete program, men skal man alligevel stille sig tilfreds?

Jacob Haugaard og hans hustru Ilse.
Jacob Haugaard og hans hustru Ilse. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Jacob Haugaard, der i år er en af de store seerfavoritter i 'Vild med dans', giver coronakrisen og danskernes nye streamingvaner skylden.

»Jeg tror, folk for alvor har fået øje på streamingtjenesterne. Jeg har selv haft Netflix i mange år uden at bruge det, men pludselig sidder jeg og følger med i alle mulige fantastiske serier. Jeg er også begyndt at se 'Luksusfælden',« lyder det med et grin fra Jacob Haugaard, som mener, de store danske tv-kanaler bør hanke op i sig selv:

»Det er et vink med en vognstang til TV 2 og DR om, at de skal op at stå i stigbøjlerne. Vi vil have ordentlige serier!«

Flere af 'Vild med dans'-deltagerne tror også, at de lave seertal skyldes, at danskerne efter en lang coronanedlukning ikke i samme grad som tidligere gider at sidde hjemme foran fjernsynet fredag aften.

»Folk har simpelthen siddet for meget hjemme i stuerne, så nu skal de ud og prøve noget andet, og så glemmer de, at vi danser, og det er noget rod,« lyder det fra den professionelle danser Jenna Bagge.

»Byen er åben, folk vil hellere ude og feste,« lyder det fra den professionelle danser Asta Björk.

Alle 'Vild med dans'-dansere, som B.T. spørger, understreger, at de selv kender en masse, der ser med. Faktisk mener flere, at deres medvirken bidrager til helt nye seere.

»Jeg har nogle gamle venner, der plejer at være i byen fredag aften, som jeg har fundet ud af, i stedet nu sidder hjemme og stemmer,« lyder det fra krimiforfatter Michael Katz Krefeld.

Michael Katz Krefeld og Karina Frimodt.
Michael Katz Krefeld og Karina Frimodt. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Alle, vi kender, ser med! Jeg får mange videoer på Instagram af folk, der ser med,« lyder det fra sanger Jimilian.

Ved Gallups seneste opmåling fra uge 38 viser det sig ydermere, at 32.000 seere falder fra mellem hovedudsendelsen og afgørelsen, hvor TV 2 har valgt at lægge en nyhedsudsendelse som pauseunderholdning.

TV 2s nyhedsafdeling er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse, men spørger man Jacob Haugaard, kan det være farligt at afbryde et show på den måde.

»Jeg er jo ikke ekspert på området, men jeg ved kun, at når du er ude og optræde, så skal du ikke sige til publikum, at du lige går ud og vasker dig under armene. Så er halvdelen jo gået hjem, når du kommer ind igen.«

Jimilian tror, at seerfaldet skyldes, at nogle folk har svært ved at se deltagere blive stemt ud.

»Sådan har vi det i hvert fald selv,« forklarer han.

»Der er sikkert også nogen, der er faldet i søvn. Når jeg selv ser 'X Factor', kan jeg også godt falde i søvn i pausen efter at have spist to kilo slik,« lyder det fra den professionelle danser Mads Vad.

Her kan du se TV 2-chef Thomas Strøbechs kommentar til de dårlige seertal.