Jenna Bagge havde svært ved at styre sine følelser, da hun efter aftenens show med sikkerhed vidste, at hende og dansepartneren Umut Sakarya var videre.

Nu fortæller hun til B.T., hvorfor det betød meget for hende at gå videre i programmet.

Og da hun skal sætte ord på for anden gang, knækkede stemmen igen.

»Det er virkelig stort. Jeg har været så nervøs i dag, Umut har været coachen i dag,« sagde den professionelle danser og uddybede:

»Jeg har ikke prøvet det før, og jeg synes også, Umut fortjente det.«

Både Umut Sakarya og Jenna Bagge har begge haft kræft i deres familie, og de fortæller, at det derfor bliver endnu større at kunne hjælpe, når de i næste uge skal tage del i det store 'Vild med dans' i 'Knæk Cancer'-udgaven.

Umut Sakarya og Jenna Bagge fik aftenens laveste karakterer, men der var alligevel lyspunkter.

De fik at vide, at de havde udviklet sig helt vildt, og Nikolaj Hübbe indrømmede, at han havde et blødt punkt for kokken.

»Du har altså danset dig lige ind i mit hjerte.«

Det samme gjorde sig gældende med den anden mandlige dommer, som sagde, at han på en måde ønskede sig kokken som dyne.

Han fik ham nemlig til at føle sig tryg og hjemme, lød det fra Jens Werner.

Umut Sakarya og Jenna Bagge er et af de sidste syv par, der er tilbage i konkurrencen.