Skuespilleren Esben Dalgaard, der lige nu er en af ‘Danmarks modigste dansere’ i programmet ‘Vild med Dans,’ har ikke altid været så let på tå, som han ser ud til at være på skærmen. Det skriver TV 2.

Han blev nemlig født med en klumpfod og måtte som spæd opereres tre gange. Det er noget, han kan mærke, når han danser.

»Det er et underudviklet ben. Så når jeg bruger det venstre ben og specielt anklen, er der væsentlig mindre bevægelsesfrihed. Det udfordrer os ret tit,« siger Esben Dalgaard, der danser med Mille Funk i programmet, til TV 2.

Men skuespilleren knokler på, selvom han godt kan have lidt ondt, når han kommer hjem om aftenen. Han er stædig, fortæller han.

Det kan faktisk tydeligt ses på Esben Dalsgaards ben, at han havde problemer med foden, da han var lille. Den venstre læg- og lårmuskel er markant mindre end den højre.

Det betyder, at han ikke kan sætte den venstre hæl ordenligt i gulvet.

Det er dog ikke noget, han har talt meget med sin dansepartner Mille Funk om. Det er hans valg at være med i ‘Vild med Dans,’ mener han. Og derfor er der ingen grund til at klage.

Det er vigtigt for ham, at der ikke nogen andre end ham selv, der bestemmer, hvad han kan og ikke kan.