»Det er da et kæmpe pres, at folk nu tror, jeg er 'den gode',« siger Andrea Lykke Oehlenschlæger om den kritik, der ramte hende i august.

Den 25-årige musicalskuespiller var en af de ti kendte, som TV 2 i sidste måned kunne præsentere som kommende 'Vild med dans'-deltagere.

Men kort efter annonceringen kunne Ekstra Bladet fortælle, at Andrea Lykke Oehlenschlæger langtfra var den amatør, som danseprogrammet kræver.

Qua sin hovedrolle i musicalen 'The Bodyguard' havde hun ifølge mediet modtaget intens dansetræning fra den kommende 'Vild med dans'-dommer Sonny Fredie-Pedersen, som selv kaldte koreografien i 'The Bodyguard' for 'international dans på meget højt niveau'.

Årets 'Vild med dans'-hold. Her ses Andrea Lykke Oehlenschlæger stående som nummer to fra højre.
Årets 'Vild med dans'-hold. Her ses Andrea Lykke Oehlenschlæger stående som nummer to fra højre. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Men det er ikke just sådan, det forholder sig, fortæller Andrea Lykke Oehlenschlæger til B.T. på et pressemøde forud for den kommende sæson af TV 2-programmet.

»Det havde været dejligt, hvis jeg havde modtaget undervisning, men Sonny var hyret til at koreografere de dansere, der skulle danse i musicalen. Så jeg fik egentlig ikke mulighed for at danse så meget med ham, som jeg egentlig ville,« siger hun.

»Og hvis man har set 'The Bodyguard', vil man også vide, at det er meget begrænset, hvor meget min rolle (som Rachel Marron, spillet af Whitney Houston i filmen, red.) får lov at danse.«

I en stribe promoveringsvideoer for musicalen fra 2020 kan man se Andrea Lykke Oehlenschlæger rejse til Los Angeles for at blive koreograferet af Sonny Fredie-Pedersen. Men ifølge musicalskuespilleren var det mest til ære for kameraet. Formålet med turen var primært at lave reklamevideoerne.

»Jeg lærte selvfølgelig også noget, men mest om stage presence, at eje scenen og ikke være tilbageholdende,« siger hun og tilføjer, at det jo bare er vilkårene i 'Vild med dans', at nogle er vant til at bruge kroppen i deres arbejde, mens det bliver helt nyt for andre.

»Havde jeg spillet med i 'Dirty Dancing', havde det været noget helt andet,« smiler hun.