Vi fulgte dem i ti år fra 1994 og frem. Og for mange blev Rachels hår, Chandlers dårlige jokes og Joeys smarte scorereplik nærmest et symbol på at blive voksen.

Nu er 'Venner' tilbage med et nyt afsnit, og fansene er gået amok. Men hvorfor er det netop den serie, der blev så tidløs, og hvorfor er vi så betaget af den?

Årsagen skal findes i det nære forhold, som mange af seriens fans fik til de seks hovedpersoner Rachel, Ross, Joey, Monica, Chandler og Phoebe.

»De siger det selv meget klart i det nye afsnit. De forsøgte at skabe en serie, der handler om den periode, hvor dine venner er din familie,« siger Frederik Gottlieb, der er filmproducer og serie- og filmekspert på DR.

Genforeningsafsnittet af 'Venner' har været længe ventet blandt fans.
Genforeningsafsnittet af 'Venner' har været længe ventet blandt fans. Foto: HO
Vis mere

»Og det siger meget klart, hvorfor serien har så bred en appel – ud over, at den selvfølgelig er fabelagtigt godt skrevet og helt eminent castet, hvilket selvfølgelig også er vigtigt. For vi vil nok allesammen tænke på den periode af vores liv, hvor vores venner var vores familie, når vi ser et afsnit af 'Venner', og det skaber bare den ultimative nostalgiske følelse,« tilføjer han.

At mange har kunnet identificere sig med de seks hovedpersoner i 'Venner', opdagede den amerikanske psykolog dr. Carla Marie Manly, der skrev en bog om fænomenet. Hun har flere gange oplevet klienter i 30erne, der ikke kan forklare, hvad de har af problemer, men som i stedet henviser til, at de føler sig som en af de seks hovedpersoner fra serien.

»Jeg havde en klient, der identificerer sig dybt med Chandler, så jeg blev nødt til at undersøge Chandler, da denne klient ikke siger meget,« har hun fortalt til NBCNews.

Psykologen ser det dog ikke som et problem.

»Når folk føler, at de kan se sig selv i en anden person, føler de, at de ikke er alene – at de ikke er alt for 'excentriske',« forklarer hun.

Ifølge Helle Kannik Haastrup, der er film- og medieforsker på Københavns Universitet, er det netop det, som gode fortællinger kan – at skabe karakterer, som folk kan spejle sig i og forholde sig til.

»Det er blevet en populærkulturel reference, at vi kender personerne. Det kan godt være, at man ikke synes, at man er helt ligesom Rachel, men det er nogle karaktertræk og en type, som vi også kan genkende i virkeligheden. Det bliver en måde at snakke med hinanden på om bestemte mennesker.«

Den brede appel har givet serien en helt særlig ikonisk status, der gør, at den bliver vist igen og igen, og at mange godt kan lide at se den igen og igen.

Sådan ser vennerne ud i dag.
Sådan ser vennerne ud i dag.
Vis mere

Serien var langtfra den eneste succes i sin tid. Mange store serier blev skabt i 90erne, og blandt andet havde en anden næsten lige så ikonisk serie – 'Beverly Hills 90210' – premiere fire år tidligere.

Men selvom den også er blevet genudsendt meget, så bliver den alligevel slået i popularitet af 'Venner'.

»'Venner' er mere rewatchable. Den er nemmere at gense. Den har virkelig, virkelig mange jokes, og jokes, der i høj grad holder den dag i dag. Og så er afsnittene korte, så man kan altid lige se et afsnit af 'Venner',« siger Frederik Gottlieb og tilføjer:

»Som serie er 'Beverly Hills' lidt tungere med lidt længere afsnit, og den dalede i kvalitet hen ad vejen, hvor 'Venner' holdt et usigeligt højt niveau gennem alle sæsoner.«

Ifølge Helle Kannik Haastrup kan en anden årsag til, at 'Venner' fik en nærmest udødelig status, være, at serien sluttede på det helt rigtige tidspunkt – nemlig, da vennekredsen skulle ind i den næste fase af deres liv, hvor de skulle stifte familie.

»Det har måske været en af grundene til, at den har holdt ved – at den ikke gik over til den næste fase. Det var den livsfase, hvor serien havde sin styrke som fortælling,« siger hun.

Selvom 'Venner' er et elsket fænomen, så er den – set med nutidens briller – ikke helt stueren. De seks venner når både at grine ad homoseksuelle og overvægt – og alene sammensætningen af vennerne, der alle er hvide, kunne nemt give anledning nok til mange kritiske røster.

Frederik Gottlieb tror dog stadig, at seriens koncept ville kunne holde i dag:

»Men det kan godt være, at sammensætningen af skuespillere ville være lidt anderledes, og at man ville være lidt mindre ufølsom overfor for eksempel jokes om homoseksualitet,« siger han.