En gruppe storkriminelle ledet af en habitklædt mand, som har en plan om at røve nationalbanken i et storslået kup.

Man skulle næsten tro, at det var en klassisk sekvens Olsen-banden, men det er faktisk Netflix' mest sete ikke-engelsksproget serie, 'Papirhuset' eller 'La casa de papel' på spansk.

Og serien har lige offentliggjort et afsnit af seriens sidste sæson med optagelser i Danmark.

Det viser klip fra flere af de nye afsnit af seriens femte og sidste sæson.

Der er tale om lokationer såsom Nyhavn, Tivoli, kanalerne i København og Frederiksborg Slot.

Her ses skuespillerne gå i et med en blanding af statister og turister i de danske gader.

Og hvorfor der lige foregår en del klip i København, er der en helt specielt grund til.

»Vi kan godt lide Danmark, og vi ønskede en by, der kunne formidle en ånd af Europa, og som samtidig var en speciel by med sin helt egen karakter. Vi kiggede på forskellige muligheder, men København har alt det, vi ledte efter. Havnen med sine farverige huse og dens skibe ved kajen var det, der overbeviste os,« fortalte seriens hovedforfatter, Javier Gómez Santander, til DR tilbage i 2020.

B.T. har tidligere snakket med Frederik Dirks Gottlieb, som er radio- og tv-vært samt filmproducer og serieekspert på DR. Han forklarer, at når hitserier optager i Danmark, så er det med til at sætte Danmark på verdenskortet.

»Det er altid stort, når en vanvittig populær serie med millioner af seere verden over skyder nøglescener i en by som København. Det betyder da absolut noget. Og forhåbentligt, når coronakrisen er ovre, kan det tiltrække endnu flere turister,« lød det fra Frederik Dirks Gottlieb.

Over 65 millioner mennesker har set serien, og nu fortsætter serien i sin femte og sidste sæson, hvor første del af sæsonen har premiere fredag.