I videoen herover kan du få et overblik over sagen, der endte med, at Jeremy Clarkson blev fyret som 'Top Gear'-vært i 2015.

Matt LeBlanc forlader værtstjansen på det populære britiske bilprogram ‘Top Gear’ efter den kommende sæson.

Det oplyser BBC, der producerer programmet.

‘Top Gear’ har været ‘rigtig sjovt’ at lave, men det har simpelthen været for tidskrævende, udtaler amerikanske Matt LeBlanc.

»Det tager mig mere væk fra min familie, end jeg er komfortabel med. Det er ærgerligt, men af den grund vil jeg ikke fortsætte mit engagement med programmet,« tilføjer han.

Matt LeBlanc, der bedst er kendt for sin rolle som Joey Tribbiani i tv-serien ‘Venner’, blev vært på ‘Top Gear’ i 2016 sammen med radioværten Chris Evans.

Sidstnævnte forlod programmet efter bare én sæson, og siden har journalisterne Rory Reid og Chris Harris været medværter. Men Matt LeBlanc har været trækplastret for mange seere.

»Jeg vil gerne takke den fabelagtige Matt LeBlanc for at have været en fremragende medvært på ‘Top Gear’. Matt har kastet sig selv ind i programmet med ægte passion, han har vist sin ekstraordinære kendskab til biler, og han har været villig til at få hænderne beskidte,« siger Patrick Holland fra BBC Two, der producerer programmet.

»Vi har hele tiden haft ham til låns som en af Hollywoods største komikere og skuespillere, så vi ønsker ham alt det bedste fremover,« fortsætter han og understreger, at man nu indleder jagten på en ny vært til 2019-sæsonen.

Mange fans tog godt imod Matt LeBlanc, da han kom til i 2016, men programmet har forandret sig totalt, siden man i 2015 valgte at fyre den ekstremt populære vært Jeremy Clarkson, efter han i arrigskab havde slået en producer.

Sammen med Richard Hammond var det Jeremy Clarkson, der genoplivede programmet i 2002. Sæsonen efter kom James May til som vært. De tre var urørlige i mere end et årti, hvor programmet ifølge The Guardian indbragte BBC over 400 millioner kroner årligt.