Tre daglige ture i Rema, fem gange ugentligt til pizzamanden og tre gange ugentligt ned til grænsehandlen.

Sådan lød opgørelsen for deltagerne i aftenens afsnit af 'Luksusfælden', Nis og Camilla, og eksperterne kom frem til, at de to havde været i supermarkedet 943 gange på ét år.

Det tal passer, fortæller Nis til B.T., men det er ikke hele sandheden.

»De har taget fejl, når de siger, at vi handler 943 gange,« siger han.

»Det kan godt være, at vi har været i butikken tre gange om dagen, men det de ikke tager med, det er, at de fleste gange handler vi ikke til os selv, men til andre mennesker.«

Så der er lidt tv-tricks i spil, hvis vi kan kalde det?

»Det kan man godt kalde det, men det er også okay, for ellers bliver det sgu også for kedeligt et afsnit. Det er okay, for vi ved jo godt, at vi køber ind for folk,« siger han.

I dag er indkøbsvanerne dog ændret markant for parret og deres nyfødte søn i Tønder.

Parret var lidt for glade for at køre til grænsen for at handle. Derfor foreslog eksperterne, at de solgte deres bil. Den beslutning har parret ikke fortrudt.
Parret var lidt for glade for at køre til grænsen for at handle. Derfor foreslog eksperterne, at de solgte deres bil. Den beslutning har parret ikke fortrudt.
Vis mere

De handler nemlig stort set ikke mere.

»Vi har fået noget, der hedder HelloFresh, hvor de kommer med måltidskasser til os.«

Eksperterne Kenneth Hansen og Sesilie Munk gav parret en ganske simpel måde, hvorpå de kunne stoppe for deres mange ture ned til grænsehandlen. De skulle ganske enkelt sælge deres bil.

En beslutning parret valgte at følge – og som de er glade for i det, hvor de fortsat ikke har en bil.

»Det påvirker os overhovedet ikke (ikke at have en bil, red.). Det er faktisk bare en lettelse at komme af med det skrammel. Men det tænkte vi ikke på dengang, der brugte vi den jo.«

Som så ofte før i 'Luksusfælden' var der tårer, men denne gang var de af glæde, da eksperterne gav parret et gavekort til indkøb til barnedåben.

Den store fest lader dog vente lidt på sig endnu, fortæller Nis til B.T.

»Vi har ikke holdt den endnu på grund af den coronasituation, der har været. Vi ville ikke kunne få så mange gæster med, som vi gerne ville, men vi er i gang med at planlægge den nu.«