Disney eller DR? Det er det store spørgsmål for alle danske børnefamilier – og hvad kommer der til at ske med 'Disney sjov' og 'Disneys juleshow'?

Med lanceringen af Disneys nye streamingtjenste Disney+ får DR kamp til stregen om børnefamiliernes opmærksomhed.

I håb om at overdøve Disneys store marketingskampagne præsentererde DR onsdag derfor en lang række nye tilbud på børneområdet.

Ud over at give comeback til Kaj og Andrea præsenterede de blandt andet et nyt univers for de alleryngste med 'Minisjang', årets julekalender samt et par nye animationsfilm.

Kaj og Andrea skal tage kampen op mod Disney.
Kaj og Andrea skal tage kampen op mod Disney. Foto: PETER ELMHOLT
Vis mere

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, understreger over for B.T., at tiltagene har været planlagt i over et år, men at det er klart, at de også gerne vil dele deres nyheder, nu hvor Disney har kørt sin streamingtjeneste ud på det danske marked.

»Disney kommer med en volume. De har rigtig meget indhold. Og de har nogle stærke markedsførings- og distributionskanaler og en omsætning på flere hundrede milliarder om året. Derfor er det vigtigt, at vi koncentrerer os om vores særkende,« lyder det fra Maria Rørbye Rønn.

Hun tilføjer:

»I DR laver vi indhold til børn i Danmark med udgangspunkt i deres liv, verden og hverdag. Det skal ikke tilpasses resten af verden, og der kan vi adskille os fra Disney og andre udenlandske giganter. Vi håber selvfølgelig, at det er stærkt nok. Vores ambitioner er i hvert fald store.«

Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR.
Maria Rørbye Rønn, generaldirektør for DR. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Får lanceringen af Disney+ konsekvenser for 'Disney sjov' og 'Disneys juleshow'?

»Vi har kontrakt med Disney året ud. Den bliver altid genforhandlet i slutningen af året, det er helt normalt. Og der er vi ikke nået til endnu.«

Så det ved I ikke noget om endnu?

»Nej, det tager vi senere på året.«

Men I er vel interesserede i at beholde 'Disney Sjov' og 'Disneys juleshow'?

»Altså, vi synes jo, der er gode traditioner koblet på det, men vi ved jo ikke, om verden har ændret sig ved den her ankomst. Den snak må vi tage, når vi sætter os med dem ved forhandlingsbordet.«

Har du selv fået abonnement til Disney+?

»Nej, det har jeg ikke.«

Skal du ikke se, hvad de har?

»Haha, det skal jeg da selvfølgelig på et tidspunkt, men det er jeg ikke nået til endnu. Til gengæld har jeg set med både hos 'Minisjang' og Kaj og Andrea.

Må man som ansat i DR gerne have abonnement på Disney+?

»Ja, naturligvis. Jeg nyder selv Disneys flotte produktioner – og ikke i smug.«