Hvorfor kaster de ikke håndklædet i ringen?

Som seer undrer man sig over, hvad der får Samantha Bengtsen og Daniel Rasmussen fra DRs 'Gift ved første blik' til at blive sammen, når de umiddelbart har svært ved at nærme sig hinanden romantisk. De havde dog deres grunde, fortæller de til B.T.

I femte afsnit af 'Gift ved første blik' er de vendt hjem fra bryllupsrejsen og skal nu prøve at bo sammen.

Daniel og Samantha virker ikke til at kunne tale sammen, og Daniel siger direkte til kameraet, at det mere føles som et venskab, men det hele var ikke helt så skidt, som det bliver fremstillet, fortæller Daniel.

Daniel og Samantha.
Daniel og Samantha. Foto: DR
Vis mere

»Jeg ved godt, at det fremstår, som om vi ikke kan snakke sammen, men jeg synes egentlig, at stemningen imellem os var god.«

Han synes, at DR generelt har valgt at fokusere lidt for meget på de situationer, hvor der var stille imellem ham og Samantha, men selvom det ærgrer ham, er det ikke noget, han tager så tungt.

»Det er da lidt ærgerligt, men det rører mig ikke. De, der kender mig, ved, hvordan jeg er, og ved, at jeg godt kan snakke. Selvom vi selvfølgelig kørte lidt forbi hinanden, så talte vi fint sammen.«

Daniel forklarer, at han som person er meget målfast. Når han for eksempel først har tilmeldt sig et program som 'Gift ved første blik', så giver han det også en ordentlig chance og tænkte derfor slet ikke i den givne situation på at give op.

Samantha og Daniel.
Samantha og Daniel. Foto: DR
Vis mere

»Overhovedet ikke. Vi kunne fint sammen, og derudover var der jo et eller andet i Samantha, der fangede mig, og som jeg syntes var interessant. Hvis jeg slet ikke kunne se, at der var noget, havde jeg måske givet op, men det var der ingen grund til.«

Samantha er enig med Daniel i, at stemningen imellem dem var bedre, end man får at se på tv, men grundlæggende var ugens afsnit retvisende for deres situation efter bryllupsrejsen.

»Generelt var der mere snak og interaktion, end der bliver vist, men det er okay, for der var også stille stunder,« fortæller hun.

Grunden, til at hun ligesom Daniel ikke overvejede at stoppe eksperimentet, var, at hun troede på konceptet. At hun tænkte, at der var en særlig grund til, at hun var blevet matchet med lige netop Daniel.

»Jeg havde jo forinden snakket mange gange med eksperterne og fået opbygget en tillid til, at de vidste, hvad de lavede. Jeg tænkte, at jeg bare skulle være tålmodig, og så ville det udvikle sig stille og roligt.«

Adspurgt, hvad hun havde gjort, hvis deres dates ikke havde været en del af 'Gift ved første blik', svarer hun:

»Det er lidt svært at sige. Jeg tror, at jeg i en almindelig datingsituation nok havde kastet håndklædet i ringen.«

Samantha tilføjer hurtigt:

Samantha og Daniel.
Samantha og Daniel. Foto: DR
Vis mere

»Men vi havde jo også gode stunder. Vi havde det sjovt sammen og snakkede godt. Daniel har også en sindssyg sød og dejlig familie og kommer også godt ud af det med min familie. Så der var også mange ting, der lå i plus-kassen. Ting, som man jo ikke ville vide, hvis man bare datede normalt.«

Hvordan det går Daniel og Samantha i 'Gift ved første blik', afsløres de kommende torsdage på DR1.