'Vild med dans' 2019's suverænt mest underholdende indslag er uge efter uge kokken Umut Sakarya.

Den 29-årige flæskestegskonge har det med at tale, før han tænker, og fredag aften kom han efter sin dans til at tale om sine kønsorganer.

»Jeg skulle til at sige organ, og så kom jeg til at sige kønsorgan. Jeg har også sagt undskyld på Instagram, for det var ikke meningen. Men det er alligevel godt, at jeg ikke sagde pik. Der er jo børn, der ser det,« fortæller han til B.T..

»Det er jo klichéagtigt, når man bliver spurgt, hvordan det var. Selvfølgelig er det fedt. Man føler, man får en 'flagstang',« uddyber han.

Upassende kommentar eller ej, så gik Umut Sakary endnu engang videre trods knap så mange point fra dommerne.

Familien Danmark elsker ham, og nu håber han bare at kunne få lov til at danse så langt i programmet, at han er med, når der optages på Det kongelige teater.

»Jeg håber, jeg får lov til at danse en passo doble på det kongelige,« fortæller han.

Han var i aftenens omgang  'Vild med dans' trukket i en dragt som dommer Nikolaj Hübbe sammenlignede med den nu afdøde flamboyante pianist og entertainer Liberace.

Adspurgt om Umut vidste, hvad Hübbe talte om, da han fik det at vide, indrømmer han med et stort grin:

»Jeg aner ikke, hvem han (Liberace, red.) er. Så kulturel er jeg. Jeg siger bare tak. Han smiler, og så tænker jeg, at det må være godt. Så længe de ikke sviner mig til, siger jeg bare tak.«

Tanken bag outfittet var, fortæller Umut, at han ikke gider have en almindelig sort/hvid-smoking på, som man ellers har normalt.

»Det var en kongelig dans. Lilla er en kongelig farve, så det skulle det være.«