Han kan godt grine ad sin egen krop. 'Det er sådan en kugle, der kommer dansende,' har Umuk Sakarya sagt til B.T.

Men det gør ondt, når andre kommenterer hans danseevner negativt og bliver direkte nedladende.

'Jeg vidste godt, at der ville være alle de her kommentarer, men vidste virkelig ikke, at det ville påvirke mig så meget.'

Det skriver kokken og 'Vild med dans'-deltageren i et personligt opslag på Facebook.

Umut Sakarya og Jenna Bagge i premiereafsnittet.
Umut Sakarya og Jenna Bagge i premiereafsnittet. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

På premiereaftenen fik Umuk Sakarya og hans dansepartner Jenna Bagge fire point – ét fra hver af dommerne. Og som Jenna Bagge efterfølgende sagde, så ville de have fået det samme for blot at møde op – det er nemlig ikke muligt at opnå en lavere karakter i programmet.

I næste program opnåede parret i alt otte point for deres tango. Og selvom det var en fordobling, var Umut Sakarya skuffet over sig selv, når nu Jenna Bagge havde knoklet så hårdt for at lære ham trinene.

'Det er ikke det fedeste point at få, når man virkelig træner hårdt og gør sit bedste for at lære at danse. Jeg ved godt, at jeg ikke er god til at danse, men jeg gør alt for at lære at danse, og jeg nyder virkelig hvert eneste sekund, når vi er til træning og på dansegulvet,' skriver han.

'Jeg ved også godt, at de andre par er langt langt, langt bedre end mig, hvilket er forståeligt, når de er sportsfolk og skuespillere og vant til at bruge deres krop. Jeg har aldrig været vant til at bruge min krop på den måde som nu, og selvfølgelig giver det nogen begrænsninger, når jeg danser. Jeg er bare en glad tyk kok, som gerne vil lære at danse og sprede glæde, intet andet.'

Umut Sakarya og Jenna Bagge i andet program af 'Vild med dans'.
Umut Sakarya og Jenna Bagge i andet program af 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Med sine kvikke kommentarer til både seere og dommere samt farverige kostumer og dansetrin har Umut Sakarya måske givet det indtryk, at 'Vild med dans' bare er sjov og ballade for ham. Men han tager det bundseriøst. Så det påvirker ham, når seerne kalder ham en pauseklovn og sabler ham ned i diverse kommentarspor på Facebook.

'Det gør mig virkelig ked af det, når jeg læser så mange nedladende kommentarer. Jeg har udelukkende sagt ja til 'Vild med dans', fordi jeg gerne vil lære at danse og sprede lidt glæde til jer fredag aften,' skriver Umut Sakarya.

'Husk, at alt begyndelse er svær, og ingen kan alt fra start. Vi ville virkelig leve i en kedelig verden, hvis vi skyder folk ned, når de prøver på noget nyt.'

Trods de dårlige karakterer fra dommerne stemte seerne Umut Sakarya og Jenna Bagge direkte videre til næste fredags program. I stedet måtte sangerinden Anne Dorte Michelsen forlade 'Vild med dans'.