»Der blev skrevet om mig, at jeg var småpervers og måtte have haft seksuelle præferencer, der lå lidt ud over det normale. Det mener jeg bestemt ikke, jeg har,« fortæller Ulrik Pihl i et nyt DR-program.

Selvom det er seks år siden, han medvirkede i DRs populære datingeksperiment 'Gift ved første blik', er det nok de færreste, der har glemt Ulrik Pihls korte ægteskab med Ane Fleischer.

Det gik ellers godt i begyndelsen. Rigtig godt. Faktisk så godt, at Ane Fleischer morgenen efter bryllupsnatten med et nervøst smil kunne fortælle kameraet:

»Bryllupsnatten blev måske fuldbyrdet, ja.«

Ulrik og Ane medvirkede i 'Gift ved første blik' i 2015.
Ulrik og Ane medvirkede i 'Gift ved første blik' i 2015.
Vis mere

Herefter gik det ned ad bakke. Og to uger inde i forholdet måtte de kaste håndklædet i ringen.

»Det (sex, red.) kom for hurtigt i spil, og vi var meget forskellige på det punkt. Skaden var ligesom sket. Det fyldte bare meget for os begge, så vi glemte at lære hinanden at kende på et andet plan,« fortalte hun dengang til B.T., mens Ulrik Pihl fortalte Ekstra Bladet:

»Ane er seksuelt ekstremt begrænset. Hvad jeg synes, er fuldstændig normalt, vil hun ikke være med til. I stedet tror folk, at jeg er en dybt pervers freak, der vil have ble på og sut i munden.«

I DR-serien 'Du så os date' genbesøger programmet nogle af de store tv-personligheder, der fik deres gennembrud i dating-tv. Og her fortæller Ulrik Pihl – der siden også har medvirket i 'Robinson Ekspeditionen' – at han er ked af, at der kom så meget fokus på parrets sexliv dengang for seks år siden.

»Det er så det, der ligesom har været vores varemærke hele vejen igennem. At tingene gik for stærkt på bryllupsnatten, og for mit eget vedkommende er det ikke noget, jeg kan genkende,« siger han.

Han undrer sig stadig over, at Ane Fleischer valgte at afsløre, at de havde haft sex på bryllupsnatten.

»Efter vi har været sammen, falder vi i søvn, og som jeg husker det, får vi ikke mange timer. Vi vågner næste morgen, og stemningen er god. Ikke at vi havde aftalt, at vi ikke skulle sige noget, men jeg kan huske, at da vi bliver spurgt, hvordan bryllupsnatten er gået, så kunne man have svaret alle mulige andre ting, end man svarede.«

Ane Fleischer har ikke ønsket at medvirke i 'Du så os date' og har ingen kommentarer til Ulrik Pihls fortælling, lyder det i programmet.