Hvordan ville du have det med at se din datter ligge død på en retsmediciners kolde arbejdsbord?

Det er netop, hvad Ulrich Thomsen bliver udsat for i første afsnit af Viaplays nye krimi-serie ‘Forhøret’, hvor han i rollen som politimand skal opklare mordet på sin datter.

Datteren spilles af Ulrich Thomsens rigtige datter, Alma Ekehed Thomsen, og han erkender, at det var en lidt speciel situation – selv om det jo heldigvis stadig bare var skuespil.

»Det var jo til at starte med helt grotesk. Det havde nok været nemmere, hvis det ikke var hende, for man kan jo ikke forestille sig sin datter ligge der,« fortæller Ulrich Thomsen om at arbejde sammen med sin 20-årige datter.

20-årige Alma Ekehed Thomsen har talt meget med sin far, Ulrich Thomsen, om, hvad det indebærer at være skuespiller. Henrik Ohsten/Free
20-årige Alma Ekehed Thomsen har talt meget med sin far, Ulrich Thomsen, om, hvad det indebærer at være skuespiller. Henrik Ohsten/Free
Vis mere

Alma har været med Ulrich Thomsen på arbejde, siden hun var helt lille. Da han lavede Thomas Vinterberg-filmen ‘Kollektivet’ i 2016, fik hun tilmed en statistrolle som rulleskøjteløber, men det er første gang, at de har reelle scener sammen.

»Det var hyggeligt at kunne køre på arbejde sammen. Da casteren spurgte, om hun måske kunne tænke sig at være med, sagde jeg, at så skulle de også teste hende rigtigt foran et kamera først,« fortæller Ulrich Thomsen videre.

Han vidste, at Alma ville elske at få chancen, da hun drømmer om at blive skuespiller, men hun skulle ikke bare have rollen, fordi hun var hans datter og så risikere at blive skiftet ud igen senere, fordi hun ikke fungerede, forklarer han.

Men nu står de altså for første gang på rollelisten sammen, og Ulrich Thomsen bakker sin datter op hele vejen, men vil også forberede hende på en branche, hvor det ikke altid er nemt at få arbejde.

Ulrich Thomsen med datteren Alma (t.v.) og resten af familien tilbage i 2015.
Ulrich Thomsen med datteren Alma (t.v.) og resten af familien tilbage i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hun skal prøve det af, og jeg vil forsøge at støtte hende, så godt jeg kan og forklare hende, at det er en hård branche med meget arbejdsløshed,« fortæller han og tilføjer:

»Selv om der er gode kvinderoller i disse år, er det stadigvæk sværere for pigerne. Hvor de nærmest er for gamle, når de er fyldt 25 år, får mændene bare mere karakter, jo ældre de bliver.«

Alma Thomsen vil forsøge at komme ind på teaterskolen, derudover skal hun bare få samlet noget erfaring, lyder det fra Ulrich Thomsen.

»Hun skal tage en uddannelse, læse nogle stykker, gå i teater og biografen.«