Det blev en kort 'X Factor'-karriere for 23-årige Nicklas, der fredag aften blev smidt ud af liveshows'ene som den allerførste.

Sangeren var dog på trods af skuffelsen utrolig rolig og reflekteret, da B.T. mødte ham få minutter efter den trælse nyhed.

»Jeg er trist og ked af det, men også stolt af det, jeg gjorde, og det jeg leverede. Jeg ville ikke lave noget som helst om,« siger den udstemte deltager.

Nicklas sang i første omgang ‘Sanctify’ af Years & Years, mens han i sin 'save me song'- sang 'Prerogative' af Bobby Brown.

Til spørgsmålet om, hvorvidt sangeren ville gøre noget om ved sin optræden, er svaret klart:

»Intet!,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes virkelig, det (præstationen, red.) var god og repræsenterede mig som sanger.«

Flere af B.T.'s læsere kommenterede under showet Nicklas' opsigtsvækkende blå glimmerjakke.

Hvad lå bag det valg?

Nicklas i sin blå glimmerjakke med dommer Oh Land (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Nicklas i sin blå glimmerjakke med dommer Oh Land (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg synes bare, den var rigtig fed. Den var noget af det første, jeg fik øje på, så jeg skyndte mig at tage fat i den,« siger han og afviser, at jakken var noget, Oh Land stod bag.

»Men jeg tror da, hun var lige så glad for den.«

Nicklas var i omsang med sangerinden Mathilde Caffey, der har Thomas Blachman som dommer.

Hvorimod Nicklas var spået nogle af de værste chancer for at gå videre, var den unge sangerinde spået i top tre til at gå videre, og det var derfor en kæmpe overraskelse, at hun skulle synge for livet.