Hvis du er fan af 'Fangerne på Fortet', så er det med at nyde den comeback-sæson, som – efter ti års pause – indledes mandag aften. Den kan nemlig meget vel blive den sidste.

TV3 truer nemlig med at droppe programmet, der fik premiere på dansk tv i 1993. Det oplyser Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse.

Organisationen har talt med Kenneth Kristensen, programdirektør hos NENT Group i Danmark, der står bag TV3, og det er ham, der fortæller, at de ikke kan stå inde for formatet, som det er nu.

Det skyldes, at der i 'Fangerne på Fortet' bliver benyttet diverse dyr som rekvisitter.

»Vi ønsker ikke, at brugen af vilde dyr skal indgå i vores programmer fremadrettet, og vi har derfor besluttet, at vi ikke ønsker at producere mere 'Fangerne på Fortet', hvis vilde dyr er en del af konkurrencerne og omgivelserne på Fort Boyard, siger Kenneth Kristensen i pressemeddelelse.

B.T. har været i kontakt med NENT Group, som oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer udover den, der står i pressemeddelelsen.

Det har derfor ikke været muligt for os at få svar på, hvordan det kan komme bag på dem, at der er vilde dyr - såsom krybdyr og de famøse tre tigre i et bur - på franske Fort Boyard.

De vilde dyr bliver nemlig hvert eneste år fragtet til fortet fra et reservat i Frankrig, hvor de tilbringer to måneder, mens en lang række lande optager afsnit til det populære tv-program.

Ifølge Animal Protection Danmark lever de under »dybt kritisable forhold«, og derfor klapper organisationen sig i hænderne over TV3's udmelding:

»Vi glæder os til at fortsætte dialogen med NENT Group omkring en dyrevenlig brug af dyr i tv-programmer. Vi håber at andre lande vil følge NENT Groups eksempel og droppe denne udnyttelse af tigre og andre vilde dyr på Fort Boyard. Vilde dyr hører til i naturen, ikke i underholdningsprogrammer,« siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.