Det store opgør mellem TV2’s ’Vild med dans’ og DR 1’s  'LIVE! - Danmarks nye live-artist’ skulle fredag aften stå prøven om at vinde seernes gunst. Og det ser ikke godt ud for ’LIVE!’.

Det viser en opgørelse over sidste uges seertal, som er udarbejdet af Kantar Gallup.

’Vild med dans’ slår alle andre programmer med længder og blev set af hele 991.000 danskere. Programmet ligger derved på en førsteplads over top-20 over mest sete programmer i uge 36.

Ifølge TV2 er seerandelen på 56 procent den højeste siden premieren på programmet i 2007.

Dommerne i 'Vild med dans' Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm, Britt Bendixen og Jens Werner.
Dommerne i 'Vild med dans' Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm, Britt Bendixen og Jens Werner. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

'LIVE!', som er DR's nye underholdningsprogram, der tager over efter 'X Factor', optræder slet ikke på listen over mest sete programmer i sidste uge og er heller ikke at finde på top-10 over mest sete DR 1-programmer.

Det har ikke været muligt at finde det præcise antal seere, som DR's 'LIVE!' havde fredag aften, men tallet ligger under 364.000, som var det antal seere, som DR 1's 10.-mest sete program, 'Sundhedsmagasinet', havde.

Uanset, hvor mange seere ’LIVE!’ havde, kan det roligt siges, at det nye DR-program fik baghjul af klassikeren på TV2.

’Vild med dans’ har eksisteret siden 2005 og har siden da været en fast bestanddel af TV2’s fredagsunderholdning i vinterhalvåret.

Årets 'Vild med dans'-værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller.
Årets 'Vild med dans'-værter Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

DR sendte fra 2008-18 ’X Factor’, men droppede derefter programmet og erstattede det med det nye  'LIVE! - Danmarks nye live-artist', som er et nyt dansk koncept.

Hvorfor seerne har vendt programmet ryggen, kan man kun gisne om, men meget kunne tyde på, at det hænger sammen med appen, som seerne kan stemme med, og som programmet har haft en del problemer med.

En del seere kunne nemlig ikke nå at stemme på deres yndlingssanger, hvis de overhovedet kunne få appen til at virke i første omgang.

Også selve indholdet i programmet har fået en del kritik, hvor seere blandt andet har opfordret DR til at ’pudse på konceptet’, fordi programmet efter deres mening ikke er særlig godt.