Tv-kanalen TV2 har netop offentliggjort sit regnskab for 2018, og der er grund til glæde på Kvægtorvet i Odense.

Regnskabet viser nemlig, at man står tilbage med et overskud på svimlende 301 millioner kroner - dog inden skattefar har taget sin andel.

Dermed fortsætter TV2 den rekordstore indtjening, som peakede i 2017, og ifølge kanalens direktør, Merete Eldrup, især skyldes succesen med streamingtjenesten TV2 Play.

'Resultatet for 2018 er tilfredsstillende, og TV2 har en stærk økonomi. Det skyldes blandt andet TV2 PLAY, der fortsat bidrager flot til vores omsætning. Vi kan konstatere, at den positive udvikling fortsætter ind i 2019, og TV2's streamingtjeneste har netop rundet en halv million abonnementer,' siger hun i en pressemeddelelse, som TV 2 har sendt ud onsdag eftermiddag.

På den negative front oplever TV2 et fald i antallet af seere på flow-tv, og det fald ventes at fortsætte i indeværende år. Men det giver ikke rynker i panden hos ledelsen.

'I hele TV2's organisation er der fuldt fokus på TV2 PLAY, samtidig med at den eksisterende forretning fastholdes. Streamingtjenesten er TV2's vækstmotor, som skal være med til at sikre fortsat udvikling og produktion af det gode indhold til TV2's platforme, for også i en mere fragmenteret medieverden er dansk kvalitetsindhold nøglen til at engagere og samle danskerne,' siger bestyrelsesformand Jimmy Maymann i pressemeddelelsen.

TV2 forventer også et stort overskud for 2019, dog ikke i helt samme størrelsesorden. Man regner med at tjene op mod 250 millioner før skat.

For de juleglade kan det afsløres, at en spritny julekalender nævnes som en af de store udgifter for tv-kanalen i 2019.