Så er datoen på plads, når sangdyst-programmet 'X Factor' for første gang bliver vist hos TV2.

Fra klokken 20 fredag aften den 4. januar kan seere følge, hvordan håbefulde danskere kæmper om at vinde sangkonkurrencen.

»Det er skønt, at der nu er sat en dato. Jeg tror ikke, at jeg kan forestille mig en bedre måde at starte det nye år på,« lyder det fra TV2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, ifølge TV 2.

Efter 11 sæsoner hos DR har TV2 samtidig foretaget flere ændringer af tv-succesen.

Ankerstjerne, Oh Land og Blachman
Ankerstjerne, Oh Land og Blachman
Vis mere

For det første starter 'X Factor' IKKE den 1. januar, sådan som det ellers gjorde i år på DR, men altså først den 4. januar.

Deltagerne har tidligere været opdelt i tre grupper: Solister under 23, solister over 23 år samt Grupper.

I den nye sæson får trommeslagere og guitarister også mulighed for at dyste. Band kommer nemlig til at blive en del af gruppekategorien.

Samtidig kan deltagere for første gang synge deres egne sange lige fra audition til liveshow.

Den erfarne 'X Factor'-dommer Thomas Blachman flankeres samtidig af to nye kolleger.

Den ene er sangerinden Oh Land - der lyder det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius - og sangskriveren Ankerstjerne, der lyder navnet Lars Ankerstjerne Christensen.

Dommerne får selskab af en gammel kending som vært.

I den rolle er Sofie Linde, der har takket ja til at vende tilbage og guide deltagere og seere igennem programmet.