Torsdag havde DR premiere på første afsnit af det nye danseprogram ‘Dans Dans Dans’. Men det skete uden den ene af programmets to værter.

Sammen med kollegaen Sofie Østergaard skulle Joakim Ingversen havde budt seerne op til dans.

Men desværre var han sendt hjem i karantæne.

Anledningen var, at den 33-årige vært har været i nærkontakt med en coronasmittet. Det skriver Billed-Bladet.

Joakim Ingversen og Sofie Østergaard styrer slagets gang i 'Dans, dans, dans' og i finaleshowet 'Fællesdans'.
Joakim Ingversen og Sofie Østergaard styrer slagets gang i 'Dans, dans, dans' og i finaleshowet 'Fællesdans'. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Vis mere

Derfor måtte Ingversen overlade værtsopgaven til en anden af DRs faste værter Anna Lin, der sammen med Sofie Østergaard dansede for i det første af to optaktsprogrammer, der blev sendt den 3. juni. Anna Lin vil også være med næste torsdag, når danskerne igen skal øve trinene til 'Fællesdansen'.

Derimod meldes Joakim Ingversen klar til den 12. juni, hvor ‘Dans Dans Dans’ kulminerer i et stort finaleshow, der bliver sendt live klokken 20.30 – lige efter EM-fodboldlandskampen mellem Danmark og Finland.

Under liveshowet vil flere værter være placeret rundt om i Danmark. Jannik Schow danser i Slagelse, Anna Lin i Svendborg, Ulla Essendrop i Aalborg, Kathrine Abrahamsen i Herning og Silja Okking i Hillerød.

Mens Joakim Ingversen og Sofie Østergaard altså skal styre slagets gang fra DR-Byen.

Tilbage i 2012 vandt Joakim Ingversen ‘Vild med dans’ på TV 2, mens Sofie Østergaard tidligere har vundet programmet ‘Scenen er din’.