Den britiske tv-vært John Oliver er kendt for at gå hårdt til især Donald Trump i sit ugentlige talkshow 'Last Week Tonight'.

Og i programmets seneste udsendelse er det den nyudnævnte britiske premierminister, Boris Johnson, der står for skud.

I et segment, der varer omkring 20 minutter af det samlede program, gennemgår John Oliver således, hvorfor han mener, det er katastrofalt for Storbritannien, at Johnson er blevet premierminister.

»Uheldigvis for os er Storbritannien snart fuldkommen fucked,« lyder det fra John Oliver i programmet.

John Oliver har blandt andet vundet en Golden Globe for sit program 'Last week tonight with John Oliver'.
John Oliver har blandt andet vundet en Golden Globe for sit program 'Last week tonight with John Oliver'. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Han mener blandt andet, at Boris Johnson vil få svært ved at gennemføre en brexit-aftale i tide, og i programmet fremhæver John Oliver en række ting, han finder problematiske, ved Johnson.

Den nyslåede premierminister er i offentligheden kendt som en, der ofte er havnet i komiske situationer. Hvad end det drejer sig om Johnsons altid uglede hår eller de berømte scener, da han hang fast i en wire, så har han forstået at tiltrække sig opmærksomhed.

Og det er ikke tilfældigt, mener John Oliver.

»Hvis du nogensinde har set et foto af ham, vil du huske ham. Det er svært at finde et foto af ham, hvor han ikke ser latterlig ud,« lyder det blandt andet fra John Oliver, der senere tilføjer:

Boris Johnson.
Boris Johnson. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

»Mange har sagt, han ugler sit hår med vilje. Han ser sådan ud, fordi han vil,« siger John Oliver, der mener, det samme gør sig gældende med Johnsons til tider meget afslappede tøjstil.

»Han ved, hvordan man skal klæde sig på, men han ved også, det er mere relaterbart, når han ser sådan ud,« siger John Oliver, der også påpeger, at Johnson i sin tid som ung journalist også er blevet taget i at lyve og opfinde citater.

I indslaget fremhæver værten desuden flere klip, hvor Boris Johnson har fået vendt en kritisk situation til sin fordel ved at være sjov og afslappet. John Oliver mener dog, at den stil ikke kommer til at fungere for Johnson, når han skal forhandle på den internationale scene med EU.

»Det er meget alarmerende, og der er ikke grund til meget håb. Alle de egenskaber, der har hjulpet ham frem, kan ikke overdøve de minusser, der gør ham forfærdelig til jobbet,« siger John Oliver.