TV 2-værten Christian Degn er i gang med at lave en ny sæson af programmet 'Alt det min far ikke har lært mig'.

Det afslører han på sin Instagram.

»Studie 1 i Reservatet er genåbnet. Nu med flere hestekræfter end nogensinde,« skriver Christian Degn i opslaget efterfulgt af hashtaggene 'Sæson 2' og 'Premiere til efteråret'.

Første sæson af 'Alt det min far ikke har lært mig' blev sendt i efteråret 2020. Her tog Christian Degn til sin fødeby Råby i Nordøststjylland for at gå i lære hos sin far, Jens, der er pensioneret murer.

Nu skal far og søn endnu en gang i gang med at underholde seerne. Værten kommer ikke ind på, hvad sæson to kommer til at byde på i opslaget, men mon ikke det har noget med motorer at gøre. Det kunne det i hvert fald tyde på ud fra Degns Instagram-opslag.

B.T. havde en snak med Christian Degn, da første sæson af programmet skulle til at blive sendt. Her sagde han blandt andet:

»Det er noget helt andet, end hvad jeg ellers har lavet. Det her er meget mere personligt.«

Han kom også med en årsag til at folk skulle tænde for fjernsynet, når programmet blev vist.

»Jeg har nok haft en lidt Pippi Langstrømpe-tilgang til tingene. Jeg kan sikkert godt tingene, men jeg skal bare lige prøve. Jeg har et naturtalent for at komme galt af sted. Hvis der ligger en lort i haven til en konfirmationsfest, så ender jeg nok med at træde i den,« teasede han dengang.

Chrsitian Degn er blandt andet kendt for sine værtsroller på programmerne 'Nybyggerne' og 'Hvem vil være millionær'.