Chris Cuomo havde hjulpet sin bror Andrew Cuomo, som er tidligere guvernør i New York, med at komme gennem krænkelsessager.

Det skulle i første omgang være grunden til, at man valgte at fyre CNN-værten Chris Cuomo, fordi han så modarbejdede sine kollegaers forsøg på at jagte historien om Andrew Cuomo.

Det skriver PEOPLE.

Men nu viser det sig angiveligt, at den 51-årige Chris Cuomo selv er blevet beskyldt for grænseoverskridende adfærd over for sine kvindelige kollegaer.

Det fortæller en nu tidligere kollegas advokat, Debra Katz.

»Jeg diskuterede med CNN om at fremlægge dokumentation for min klients påstande mod Chris Cuomo. I går valgte CNN så at fyre Chris Cuomo efter min klients beskyldning,« siger advokat Debra Katz og fortsætter:

»Min klient står frem nu, fordi hun følte, det var nu, hun skulle dele sin historie,« siger Debra Katz.

Talspersonen i Chris Cuomos lejr, Steven Goldberg, nægter dog alle de beskyldninger, der måtte være mod Chris Cuomo.

I en meddelelse har Chris Cuomo tidligere sagt, at han er skuffet over, at hans tid på CNN er sluttet på den måde.

»Jeg vil komme til at savne den specielle gruppe mennesker, som gjorde et vigtigt stykke arbejde,« lød det.