Sidste sommer afgik tv-stjernen Toby Kirkup ved døden efter kort tids sygdom i en alder af blot 48 år.

Nu beskriver The Sun sygdomsforløbet, der afslører, at han ikke havde nogen omkring sig, da han døde.

Toby Kirkup, der blandt andet var kendt fra serierne 'Peaky Blinders' og 'Emmerdale', fik i slutningen af august 2020 pludselige smerter i brystet og en prikken i armene.

Den 29. august blev han så indlagt på hospitalet Huddersfield Royal Infirmary.

Her diagnosticerede lægerne ham med mavekatar, der er en betændelsestilstand i mavesækken.

Alligevel blev han udskrevet fra hospitalet kort efter, og da han var hjemme i Huddersfield, gik det så galt.

Samme eftermiddag blev hans tilstand værre. Først kastede han op, og sidenhed fik han hjertestop.

En efterfølgende obduktion viser nu, at han døde af naturlige årsager. Men Toby Kirkups familie var længe bekymret for hans helbred og den behandling, som han fik.

Han havde nemlig længe kæmpet med et alkohol- og stofmisbrug.

Om misbruget har haft indflydelse på hans pludselige død, oplyses dog ikke.

Toby Kirkup var ikke blot skuespiller, men nåede også at gøre sig som forfatter og tv-vært.