Historien bag 'The Julekalender' er et eksempel på et vaskeægte julemirakel.

Serien havde nemlig alle odds imod sig i starten – for 30 år siden, hvor idéen opstod.

Først sagde TV 2 blankt nej til julekalenderen. Med tv-producent Hans Erik Saks' ord, »så syntes hun (chefen, der skulle tage beslutningen, red), det var noget jysk bondelort.« Det har han fortalt til Århus Stiftstidende.

I starten var det altså et projekt, som han havde svært ved at sælge, og han skulle først finde halvdelen af finansieringen, før det blev et ja. Men det blev til sidst givet, og så var det i gang med arbejdet.

Efter de startede med at filme i september 1991, som også var året, serien blev sendt første gang, sad Saks alene med klipningen, som på grund af tidsnød først var helt færdig i midten af december.

Han knoklede til yderste time, og uden at vide det lagde han sidste hånd på noget, der skulle blive en del af den danske kulturarv.

»Jeg sad alene med klipningen, og jeg havde jo set det en million gange. Jeg syntes efterhånden ikke, at der var noget sjovt ved serien, og jeg troede heller ikke, andre ville synes, den var sjov. Til sidst var jeg ved at kaste op,« siger han til B.T.

Hvornår indså du så, at det rent faktisk var en succes?

»Da jeg var færdig med at klippe der i midten af december, havde jeg bagefter et møde med drengene (medlemmerne i De Nattergale, red.), og i bilen på vej til mødet kunne jeg høre, de spillede en 'The Julekalender'-sang på P3, og så var der en, der ringede ind i programmet og sagde 'Oluf' (med stemme som Gertrud fra julekalenderen, red.),« siger Hans Erik Saks om et af de første øjeblikke, hvor han anede en succes.

Hans Erik Saks sammen  med Oluf og Gertrud Sand ved filmfestivalen i Cannes, hvor de elskede 'The julekalender'-karakterer delte brochurer til filmfolk fra verden over.
Hans Erik Saks sammen  med Oluf og Gertrud Sand ved filmfestivalen i Cannes, hvor de elskede 'The julekalender'-karakterer delte brochurer til filmfolk fra verden over.
Vis mere

Alligevel sank det ikke helt ind, hvor populær serien allerede var. Heller ikke selv om 'drengene' understregede på mødet, at det 'ikke var helt galt', hvis man kiggede på seertallene.

»Det var nok først i slutningen af måneden, det gik op for mig, men der var det heller ikke sådan en jublende fornemmelse,« lyder det fra tv-manden, som fortæller, han kravlede ud af redigeringsrummet, da opgaven var overstået. Da han endelig kunne komme ud af sin bobbel igen.

Efter at serien var sendt videre i systemet, lovede han sig selv aldrig at blive presset sådan igen, og det løfte har han holdt, siger han selv. Alligevel er 'The Julekalender' også en bedrift, han er mere end almindeligt stolt af.

Hans Erik Saks sammen  med Oluf og Gertrud Sand ved filmfestivalen i Cannes, hvor de elskede 'The julekalender'-karakterer delte brochurer til filmfolk fra verden over.
Hans Erik Saks sammen  med Oluf og Gertrud Sand ved filmfestivalen i Cannes, hvor de elskede 'The julekalender'-karakterer delte brochurer til filmfolk fra verden over.
Vis mere

Og faktisk var det ikke kun danskerne, som endte med at være vilde med nisserne, nåsåren og de andre elskede karakterer. Hans Erik Saks fortæller, at det endte med at være en endnu større succes i et af vores nabolande.

»Faktisk blev det endnu vildere i Norge. Her lavede vi en norsk udgave med norske skuespillere, og der blev det en landeplage,« siger tv-producenten, som uddyber:

»På bare en måned blev der solgt 150.000 cd'er, hvor man i Danmark solgte 48.000 i samme periode.«

De Nattergale, som består af medlemmerne Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen, tvivlede ellers på, om man kunne sælge konceptet til udlandet. Det var jo meget 'dansk humor'.

Men det lykkedes, og foruden Norge kom serien også til Finland, hvor den – trods mere begrænset succes – også er blevet genudsendt adskillige gange.

I Danmark er det i år 12. gang, serien vises, og seere kan den kommende måned fange den på TV 2 Charlie.