Der bliver formentlig gensynsglæde blandt mange danskere, når mangeårig vært på TV Avisen Ole Thisted gør comeback på skærmen i december.

Han har sat pensionisttilværelsen gennem seks år på pause for igen at arbejde. Men det krævede lidt overtalelse at få ham til at tage arbejdstøjet på igen, siger den i dag 74-årige tidligere ankermand.

»De ringede fra DR og spurgte, om jeg ville være med i en lille programserie i december. De syntes, det kunne være sjovt at finde en studievært gennem mange år, som kunne være nyhedsoplæser.«

»Først var jeg lidt skeptisk og tænkte 'hvad er nu det?' Men jeg fik snakket med dem, og jeg forestillede mig, at det kunne være spændende at arbejde med betydeligt yngre mennesker, og jeg fik mere og mere lyst til det. Så nu kører vi,« siger han.

Ole Thisted (tv) var på TV-Avisen i gennem 30 år, inden han gik på pension. Arkivfoto
Ole Thisted (tv) var på TV-Avisen i gennem 30 år, inden han gik på pension. Arkivfoto Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

I hver af julemånedens første 24 dage vil Ole Thisted således tone frem på DR2 i 'Seniormagasinet', hvor han på 'gammeldags manér' vil agere nyhedsoplæser, fortæller han.

Programmet vil blive sendt efter 'Deadline'.

Der bliver dog ikke tale om dagsaktuelle nyheder, og der vil heller ikke være tale om en julekalender.

»Det ligner en lille TV-avis med skæve vinkler,« siger Ole Thisted.

Mere vil han ikke afsløre nu.

Han fortæller, at han nyder pensionisttilværelsen og at have tid til børn og børnebørn, og derfor er det uvant for ham at skulle tidligt ud ad døren for at gå på arbejde.

»Normalt kan jeg sidde med konen om morgenen og snakke over avisen, men i øjeblikket må jeg af sted fra morgenstunden. Vi lavede de første optagelser i går (onsdag).«

Jobbet foran kameraet har givet Ole Thisted, der gennem 30 år på daglig basis fremtonede på tv-skærme i stuer over hele landet, blod på tanden efter mere arbejde, selvom han i første omgang anså sin tilbagevenden som en engangsforestilling.

»Nej, jeg har ikke tænkt på at arbejde mere efter optagelserne. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Hvis der nu kommer et tilbud om noget sjovt at lave, så er jeg ikke afvisende på forhånd,« siger han.