Man har kunnet se ham agere kosmetisk ekspert i flere britiske morgenshows og realityprogrammer.

Men nu er tv-lægen Tijion Esho kommet under skarpe anklager i retten om, at han har udnyttet en sårbar klient og lovet hende Botox i bytte for sex.

Det skriver Daily Mail.

Den sårbare kvinde er til daglig sexarbejder, og tv-lægen har allerede erkendt for lægedomstolen, at han havde et upassende forhold til hende gennem flere år.

Endnu nægter han dog kvindens anklage om, at han skulle have lovet hende kosmetiske behandlinger til gengæld for seksuelle ydelser.

Det var kvinden selv, der klagede til lægedomstolen, fordi hun mente, at doktor Tijion Esho havde 'udnyttet hendes sårbare position' som sexarbejder, fordi hendes udseende er vigtigt for hendes job.

Hun var tilbage i 2019 kommet til en af hans klinikker for at høre om en særlig 'designer læber'-procedure, han udbød.

Efter en behandling begyndte kvinden så at følge tv-lægen på Instagram, og her skulle han have kommenteret på hendes seksuelle billeder på platformen.

Doktor Tijion Esho i det populære britiske morgenprogram 'This Morning'. Foto: ITV
Doktor Tijion Esho i det populære britiske morgenprogram 'This Morning'. Foto: ITV
Vis mere

Under den netop opstartede retssag er der da også kommet flere beskeder af seksuel karakter frem mellem de to.

»Hvis vi gør det her for milliliter (måleenhed for blandt andet Botox, red.), så bryder jeg lægeeden og jeg vil være en død mand,« har Tijion Esho blandt andet skrevet til kvinden.

Tv-lægen erkender dog kun fire ud af i alt ti anklager mod ham.

Han har nemlig indrømmet, at han mellem 2019 og 2022 har ageret upassende overfor patienten grundet deres seksuelle beskeder og deres følelsesmæssige forhold, som han har erkendt var seksuelt motiveret.

Doktor Tijion Esho afviser dog fortsat anklagerne om, at han skulle have kommet med upassende kommentarer til kvinden under en lægeaftale, samt at han skulle have gnedet sig op ad hende, vist sin penis til hende og ladet hende udføre seksuelle handlinger på ham under en behandlingsaftale.

Retssagen ventes at tage 15 dage.