'Den store bagedyst' og 'Vild med dans' kæmper fortsat om at være efterårets mest sete tv-program. Det afholder dog ikke 'Vild med dans'-stjernerne fra at følge med hos konkurrenten.

»Er du sindssyg! Jeg elsker det. Jeg har inviteret min familie på middag i morgen (lørdag, red.), men har bedt dem om at gå inden otte,« lyder det blandt andet fra 'Vild med dans'-danser Silas Holst.

I årets udgave af 'Den store bagedyst' medvirker Frederik Haun og Sæpór Kristínsson, der er kæreste med 'Vild med dans'-danserne Morten Kjeldgaard og Thomas Evers Poulsen.

Asta Björk, der danser med sangeren Jimilian, fortæller, at hun kender Frederik Haun privat og derfor har prøvesmagt hans 'Bagedyst'-kager i deres kageklub.

Jimilian og Asta Björk.
Jimilian og Asta Björk.
Vis mere

»Jeg hepper på livet løs. Frede, Frede, Frede,« lyder det fra Asta Björk, der ikke vil afsløre, om hun ved, hvem der vinder 'Den store bagedyst'.

Influencer Mascha Vang, der danser med Thomas Evers Poulsen holder selvfølgelig med hans kæreste Sæpór - og han laver gode kager, smiler hun.

Tv-vært Lise Rønne følger også med og fortæller, at hun har forsøgt at lokke navnet på vinderen ud af Morten Kjeldgaard og Thomas Evers Poulsen, men det er endnu ikke lykkedes.

»Jeg vil gerne vide det, men de holder faktisk tæt de to 'Vild med dans'-mænd.«

Mads Vad og Michelle Kristensen.
Mads Vad og Michelle Kristensen.
Vis mere

Sundhedsekspert Michelle Kristensen, der danser med Mads Vad holder blandt andet med årets yngste 'Bagedyst'-deltager Johanne Gormsen, men hun tror, at Frederik Haun vinder det hele. Hun tilføjer, at hun ikke ved det.

Mads Vad fortæller, at han plejer at følge med, men ikke har set noget af 'Den store bagedyst' endnu, da hans familie plejer at vente til, det bliver jul, hvor de så streamer alle programmer.

»Det er pissehyggeligt,« smiler han.

'Den store bagedyst', der sendes lørdag aften på DR1, har indtil nu førertrøjen på rent seertalsmæssigt.

Ved de seneste opgørelser fra Gallup har programmet haft det højeste seertal i Danmark med omkring en million seere, mens 'Vild med dans' på TV 2 fredag aften samler omkring 800.000 danskere foran tv'et.

Se i videoen øverst hvem 'Vild med dans'-stjernerne holder med i 'Den store bagedyst'.