Selvom utallige kviklån og stor gæld hos 'Luksusfældens' deltagere oftest gør stort indtryk på programmets eksperter, er det ikke ensbetydende med, at det netop er de indtryk, der står skarpest i hukommelsen.

I hvert fald ikke, når én af ekspertene, Kenneth Hansen, tænker tilbage på sine fire år som ekspert i programmet.

»Nu har jeg lavet en del afsnit gennem de seneste år, og der er mange ting, der kommer op. Men det er faktisk ikke folks økonomi, men i stedet de pågældende folks situation, der står tydeligst,« indleder han.

Kenneth Hansen husker især to par fra forskellige episoder:

Én af disse episoder var fra 2019-sæsonen, hvor han skulle forsøge at hjælpe et par i Horsens med deres skrantende økonomi.

»Økonomien var ikke den største udfordring. Problemet var, at de clashede med mig og min medekspert. Jeg husker, at der var en mistillid, inden vi overhovedet kom.«

»Der var også parret fra premieren i år. Det var også meget voldsomt, da der var trusler om at blive smidt på gaden.«

Begge par, som tv-eksperten nævner, kæmpede med gæld, der ikke kun havde betydning for deres bankkonti.

Kenneth Hansen mindes også, hvordan økonomien påvirkede dagligdagen og de indbyrdes relationer i parrene.

Sådan opfattede han det i hvert fald.

Og det er netop det menneskelige ved programmet, der tiltaler ham:

»De menneskelige skæbner, der opstår, hvor familier med børn kan være langt ude, eller hvor folk kan ende med at gå fra hinanden, gør store indtryk på mig.«

»Det har noget at gøre med, at jeg har stor respekt for de mennesker. De tør stå frem og indrømme deres problemer. Det er et tabu at tale om dårlig økonomi. De kan ikke løbe fra det, men de indrømmer, hvor meget det påvirker dem.«

Spørger man Kenneth Hansen, er det netop dét, der giver ham motivation til at tage ekspert-tjansen på sine skuldre sæson efter sæson.

»Det gør, at jeg fortsætter. Når du står foran et menneske, hvis liv du har ændret til bedre...« siger han tøvende og fortsætter:

»Det er svært at beskrive. Men når du ser den livslyst og taknemmelighed, så bliver du helt høj. Det er udfordringerne værd, giver benzin på motoren og giver bare mere mening.«

Når det nu giver så meget mening, medfører det så et større pres hos dig?

»Det synes jeg nu ikke. Min motivation er at forbedre deres økonomiske situation og dermed deres liv, for det hænger unægteligt sammen.«

»Men deltagerne har det også med at skubbe tingene hen, men folk har jo også selv et ansvar,« mener Kenneth Hansen.

Ud over Kenneth Hansen er også Carsten Linnemann, Jan Swyrtz, Mette Reissmann og Sesilie Munk Stenderup faste eksperter i 'Luksusfælden'.