TV Avisen blev torsdag aften afbrudt i omkring syv minutter.

Seerne blev i stedet mødt med et 'frosset' billede af studievært Maria Yde.

Det er ifølge DR endnu uvist, hvad den tekniske fejl, der skete midt i 18.30-udsendelsen, skyldtes.

Det var midt i et indslag om nye EU-regler om ophavsret lidt over fem minutter inde i udsendelsen, at teknikken pludselig svigtede.

Efter syv minutters afbrydelse havnede seerne midt i et interview med formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Christian Freitag - om et helt andet emne.

Derefter beklagede Maria Yde det tekniske problem.

På sin hjemmeside beklager DR også fejlen og 'arbejder på højtryk' for at kunne vise hele udsendelsen i DR TV-appen og på nettet.

Kort før klokken 20 er det stadig den fejlbehæftede version, man kan se. TV Avisen 18.30 er Danmarks fjerdemest set nyhedsudsendelse.

I sidste uge var der ifølge den officielle måling af seertal, som analyseinstiuttet Kantar Gallup står bag, 526.000 seere til udsendelserne.