Der var ufrivillig komik for licenspengene, da DR 1 mandag aften sendte TV Avisen.

Her blev der under 'Kort nyt'-segmentet vist forkerte tv-billeder til et indslag om slanke-badning, og ved et sort uheld var det billeder af en tragisk oversvømmelse i Sydfrankrig, som har kostet 11 mennesker livet.

»Hvis man er træt af de ekstra kilo, er løsningen måske en tur i havet«, sagde oplæseren Erkan Özden, hvorefter billedet skiftede oversvømmelser og interviews med rystede franskmænd.

Erkan Özden opdagede straks fejlen, og tog hurtigt ordet, mens de forkerte dækbilleder fortsatte med at køre.

Oversvømmelserne i Sydfrankrig har kostet adskillige mennesker livet, og medført store ødelæggelser. (Foto: Scanpix)
Oversvømmelserne i Sydfrankrig har kostet adskillige mennesker livet, og medført store ødelæggelser. (Foto: Scanpix) Foto: ERIC CABANIS
Vis mere

»Ja, der var vist en fejl i vores tekst her. Det beklager jeg naturligvis. Det handler ikke om at bade, det her. Det er en langt, langt mere alvorlig baggrund, og det beklager jeg«, sagde han med tydeligt tynget stemme.

Der blev hurtigt lagt en video af brøleren på Reddit, hvor brugerne morer sig kosteligt over DR's uheld under overskriften 'Monumentalt fuckup på TV Avisen'.

'Tror at jeg har set den 5 gange nu og det bliver bare bedre og bedre', skriver en bruger, mens flere andre har fundet på vittigheder.

'Før døjede jeg altid med ekstra kilo på sidebenene. Så prøvede jeg katastrofal oversvømmelse. Nu har jeg det meget bedre. Tak for hjælpen, katastrofal oversvømmelse', skriver en anden redditor.

Erkan Özden kalder det »helt fair« at folk griner af det og laver jokes, men ser selv på sagen med stor alvor.

»Jeg har svært ved at se det sjove i det, men det må folk helt selv om«, siger han, og forklarer, at det især var svært at finde komikken i det, mens det skete.

»Jeg blev helt ærligt lidt stram i masken og irriteret. Jeg havde også lidt svært ved at finde smilet helt frem i næste indslag om babyen i det engelske kongehus, og det er synd for Harry og Meghan, for det er jo en dejlig nyhed«, siger han til B.T.

Brøleren var ifølge Özden en teknisk fejl.

»Det var super uheldigt. Først og fremmest, at det lige var de to indslag, der blev byttet rundt. Men også at jeg på netop det tidspunkt stod placeret, så jeg ikke kunne se skærmen og orientere mig«, siger han.

»Derfor får jeg læst den forkerte tekst op, indtil jeg kan se billeder, og tænker at det er helt forkert. I den situation kan man ikke gøre andet end at beklage, og det gjorde jeg«.

B.T. må ikke vise klippet af rettighedsmæssige årsager, men interesserede kan se brøleren på Reddit.