TV 2-stjernes vilde fortid: Har optrådt for 195 millioner seere
Den aktuelle 'Forræder'-deltager scorede som 18-årig en rolle i et af verdens største tv-shows.

Den aktuelle 'Forræder'-deltager scorede som 18-årig en rolle i et af verdens største tv-shows.

Benjamin Igens, der for tiden dyster på TV 2 om at vinde 'Forræder - ukendt grund', fik for tolv år siden noget af en tv-debut.
I 2014, da Danmark var værter for Eurovision, havde han nemlig en lille rolle, der betød, at han optrådte for næsten 200 millioner.
Når Benjamin Igens ikke deltager i 'Forræder' på TV 2, arbejder han som professionel musicalperformer og opholder sig for tiden i Hamborg, hvor han medvirker i musicaludgaven af 80'er-filmhittet 'Tilbage til fremtiden'.
Han begyndte først at danse som 16-17-årig, men herefter tog det hurtig fart, og da han som 18-årig scorede sit første professionelle dansejob, var det et af de helt store.
Emmelie de Forest havde vundet Eurovision i 2013, så Danmark skulle i 2014 være værter for den store musikkonkurrence, og her var der bud efter Benjamin Igens.
»Australien ville gerne være med. Så jeg blev hyret til at være med i et danseindslag for Australien, hvor de gerne ville vise, hvad de kan. Det var et meget letdansende åbningsnummer, men det var super sjovt,« husker han tilbage.

Du kan se Benjamin Igens Eurovision-optræden herunder:
Det danske Eurovision-show, hvor man endte med at overskride budgettet alt, alt for meget, blev ifølge DR set af 195 milllioner seere rundt omkring i verden, og det har Benjamin Igens trods alt ikke opnået siden.
»Jeg var virkelig heldig,« smiler han og tilføjer, at han gennem årene dog har danset for Medina til 'Zulu Awards', sunget på krydstogtskibe og medvirket i flere musicals.
Danmark er jo blandt favoritterne til at vinde Eurovision i år. Er du klar til at danse igen, hvis vi vinder?
»Det vil jeg elske! Jeg tror, han (Søren Torpegaard Lund, red.) vinder. Jeg håber!«

Kender du Søren Torpegaard Lund?
»Vi er ikke tætte, men når vi ser hinanden, taler vi godt sammen. Han er super dejlig.«
Du har ikke selv overvejet at stille op til 'Melodi Grand Prixet'?
»Søren er et på et andet niveau. Han er en af Danmarks bedste musicalperformere og har en fantastisk stemme. Jeg har kæmpet mig op til at være en god sanger, men ikke på hans niveau.«
»Men måske en dag, hvis der kommer en sang, der passer til mig. Jeg ville elske det. Vi må se, hvad der sker.«