Hvis 28-årige Gabriella Randall vinder forårets udgave af 'Forræder – ukendt grund' på TV 2, skal pengene blandt andet gå til en ferie.

Hun har en drøm om at komme til Thailand, hvor hendes kæreste er fra – og han er ikke helt ukendt.

Gabriella, der kommer fra Næstved og arbejder som sosu-assistent i retspsykiatrien, danner nemlig par med rapperen Mark 'Munken' Løvendahl fra gruppen Ude af Kontrol.

Rapgruppen er kendt for deres ekstremt energiske og grænseoverskridende liveshows, men privat er han en helt anden størrelse, fortæller Gabriella.

»Han er den mest stille og rolige person. Jeg tror, at hvis folk mødte Mark, ville de få et chok,« forklarer hun og fortsætter:

»Han er det sødeste menneske, jeg har i mit liv, og er en fuldstændig modsætning af sit eget band.«

Ude af Kontrols pressefoto, fra da de sidste år spillede i Royal Arena. 'Munken' sidder yderst til højre.
Ude af Kontrols pressefoto, fra da de sidste år spillede i Royal Arena. 'Munken' sidder yderst til højre. Pressefoto

Ude af Kontrol har de seneste år arbejdet sig op til at spille på de største scener i Danmark – blandt andet i Royal Arena i efteråret, hvilket Gabriella er stolt af.

»Det er rigtig dejligt,« tilføjer hun og afviser selv at stille sig foran mikrofonen en dag.

»Det ville være frygteligt.«

Lidt over en halv million danskere så ifølge analysebureauet Nielsen sæsonpremieren af 'Forræder – ukendt grund'.

Her kan du læse B.T.s dom over første afsnit, hvor en af deltagerne spillede for offensivt og blev stemt ud.