Mads Vad, Thomas Evers Poulsen, Mie Moltke og Michael Olesen. Flere af årets professionelle dansere har efterhånden været på gulvet i så mange sæsoner, at de nærmest er blevet synonym med Vild med dans.

Men når dansekonkurrencens kameraer slukker, lurer konkurrencen endnu i kulissen. For ingen kan vide sig sikre på at være inde i varmen til næste år, fortæller TV 2s underholdningsredaktør, Thomas Strøbech, til B.T.

»Vi starter hver sæson med at caste nydanserne, og så vælger vi de professionelle dansere, så de passer sammen med dem. Det er ud fra ting som højde, fysik og noget så simpelt som kalenderlogistik,« siger han.

Efter 15 sæsoner har TV 2 efterhånden opbygget et bagkatalog af store dansestjerner, hvoraf flere håbefuldt bejler om endnu en omgang på dansegulvet. Men de får skarp konkurrence udefra - og den er blevet endnu skarpere, efter skuespilleren Simon Stenspil vandt årets sæson med den blot 20-årige professionelle danser Asta Bjórk Ivarsdottir.

Simon Stenspil og Asta Björk vinder vild med dans 2018.
Simon Stenspil og Asta Björk vinder vild med dans 2018. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Det var nemlig Asta Bjórk Ivarsdottirs allerførste sæson af Vild med Dans, og at en spritny danser tager trofæet i første hug er ikke set siden sæson 2, hvor Vickie Jo Ringgaard vandt med David Owe.

Og Thomas Strøbech holder sig da heller ikke tilbage med at kalde Asta Bjórk Ivarsdottir for en solstrålehistorie og et dejligt frisk pust.

»Vi ser gerne nyt blod og stræber hele tiden efter at være endnu bedre. Vi opdaterer os hele tiden på nye dansere og talentspotter i dansemiljøet. Men for at være med i Vild med Dans skal man både være en dygtig danser og god til at lære fra sig. Og vigtigst af alt skal man kunne stå for det pres, som man udsættes for i en tv-produktion,« siger underholdningsredaktøren.

»Men barren er allerede sat højt med de dansere, vi havde med i år. Alligevel kan heller ikke de vide sig sikre på at komme på holdet igen. Vi kommer dog ikke til at stille med 12 helt nye dansere næste år,« understreger han.

Ægte fans af underholdningsprogrammet vil nok med glæde tænke tilbage på profiler som Marianne Eihilt, Vickie Jo Ringgard, Viktoria Franova og Silas Holst, som gjorde sig bemærket i flere sæsoner, men siden ikke er blevet hyret ind til programmet.

I 2017 afslørede dansedarlingen Silas Holst, at han var blevet vraget til den kommende sæson.

'Jeg havde ellers sat mit efterår af til det og ville gerne. Men min deltagelse er 'ikke nødvendig' i år. Holdet er sat, hvilket er helt fair,' skrev han på Instagram, men udtrykte alligevel skuffelse over at være blevet holdt hen trods utallige henvendelser og derfor måtte afslå andre gode tilbud, fordi han troede, han skulle danse i primetime igen dette år.

Heller ikke året efter var han på gulvet i Vild med Dans. Til B.T. fortæller han dog, at han ikke ville være afvisende overfor at være med igen, hvis TV 2 ringer.

Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst dansede sammen og vandt i 2014. Det var danserens anden sejr.
Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst dansede sammen og vandt i 2014. Det var danserens anden sejr. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

TV 2-redaktøren lover dog, at hverken Silas Holst eller andre figurerer i en lille sort bog over dansere, tv-kanalen ikke vil have med mere.

»Ingen er ude i kulden. Men det er ikke alle, der har tid og lyst. Viktoria Franova har f.eks. lige født, mens Vickie Jo Ringggard ikke har lyst til at være med mere,« siger Thomas Strøbech.