Hvis du ser TV 2 Nyhederne, skal du til at vænne dig til nye ansigter.

Tv-stationen opgraderer nemlig med tre nye værter. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Helt ukendte ansigter er det dog ikke, der kommer på skærmen ved nyhedsudsendelsen klokken 18, 19 og 21.30.

Der er nemlig tale om Miriam Zesler, Gertrud Højlund og Johan Engbo, som alle tre tager den lange vej til hovedkanalen fra deres nuværende stillinger på TV 2 News.

»Det bliver ikke meget større som studievært end at få lov til at stå i front for Danmarks største og bedste tv-nyhedsudsendelser. Jeg har mange sjove og udfordrende kilometer i benene fra otte år på TV 2 NEWS, og jeg glæder mig til at sætte mit personlige præg på den journalistiske vinkling, sproget og de kritiske spørgsmål,« siger Miriam Zesler.

Johan Engbo og Gertrud Højlund bliver nye fællesværter på TV 2 NEWS og Nyhederne. Foto: TV 2
Johan Engbo og Gertrud Højlund bliver nye fællesværter på TV 2 NEWS og Nyhederne. Foto: TV 2
Vis mere

De to sidstnævnte vil være fællesværter og skal dele deres tid ligeligt mellem de to kanaler.

Miriam Zesler vil dog også fortsat kunne ses én gang om måneden på TV 2 News, når hun skal være vært på 'Verden ifølge NEWS'.

Hun har været på TV 2 News siden 2014, mens Johan Engbo og Gertrud Højlund har været på kanalen siden henholdsvis 2019 og 2016.

De tre 'nye' værter på TV 2 Nyhederne vil kunne ses på skærmen i løbet af efteråret.