TV2 er endt i en gedigen møgsag.

Tre uger før årets liveshow i 'X Factor' går i gang, er tv stationen kommet til at offentliggøre, hvilke deltagere der ender i liveshowene.

Dermed har tv-stationen fjernet stort set al spænding ved de næste tre ugers 'X Factor'-programmer.

'Det er en møgærgerlig og meget beklagelig, men menneskelig fejl,' skriver Jacob Weinreich, der er marketingchef på TV2, til B.T.

B.T. har set billederne af liveshowdeltagerne, der i et kortere tidsrum lå frit tilgængeligt på videodelingstjenesten Vimeo.

Jacob Weinreich forklarer, at TV2 bruger Vimeo til at rundsende fremtidige teasere til godkendelse - både internt og eksternt. Det var netop i forbindelse med, at teaserne for de første liveshow skulle godkendes, at det gik galt.

»Vi bruger koder, inden materialet uploades på delingsplatformen. Desværre er der denne gang lavet en fejl, hvilket betyder, at teaseren i en periode lå frit tilgængelig,« forklarer han.

Det vides ikke præcist, hvor længe materialet var ude, eller hvor mange der nåede at downloade det.

»Vi har selvfølgelig straks rettet fejlen,« siger marketingschefen.

Nu har han en sjælden bøn til dem, der har set videoen.

»Vi appellerer til, at de, der har nået at se den, ikke deler deres viden og dermed ødelægger oplevelsen for de mange, der følger med i 'X Factor'.«

Det populære show vises hver fredag aften på TV2.