Nu kan vi begynde at glæde os til et spritnye boligprogram på TV 2.

Tilbage i marts sluttede femte sæson af det populære TV 2-program ‘Nybyggerne’, hvor vinderne i denne omgang blev Ida og Mads. Programmet havde endnu en gang formået at samle danskerne om tv-skærmene onsdag efter onsdag, hvor godt og vel 550.000 havde set med sæsonen igennem.

 

TV 2 kunne derfor efterfølgende afsløre, at de var så godt tilfredse, at de gerne ville love, at det ikke var sidste gang, at programmet rullede over skærmen.

– Ja, der kommer en ny sæson af ‘Nybyggerne’. Vi kan endnu ikke løfte sløret for lokationen af de kommende boliger, eller om der kommer ændringer i programmet, sagde programredaktøren Stine Lundbak Ravn til TV 2 dengang.

 

Som regel finder optagelserne til programmet sted i sensommeren, mens selve programmet ruller over skærmen i foråret. Der er dog godt nyt til alle ‘Nybyggerne’-fans, for allerede i næste måned starter optagelserne til et spritnyt boligprogram på TV 2, der minder en hel del om ‘Nybyggerne’ – blot med sommerhuse. Det afslører en anonym kilde overfor Realityportalen.dk.

 

TV 2 bekræfter nu også selv, at vi godt kan begynde at glæde os:

– Vi kan bekræfte, at vi i løbet af sommeren påbegynder optagelserne til ’Sommerdrømme’ – et nyt boligprogram med fokus på indretning og livsstil i danske sommerhuse. Optagelserne kommer til at foregå i Hvide Sande i Jylland. Mere har vi egentlig ikke at sige på nuværende tidspunkt, fortæller TV 2 til Realityportalen.dk.

 

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.