Fortsættelsen af TV 2's store seerhit 'Hvide Sande' er i fare.

Første sæson af krimiserien blev set af over 800.000 danskere, den blev skamrost af en britisk verdensstjerne og solgt til flere lande. 

Den 19. oktober blev optagelserne til sæson to imidlertid sat på pause. Selskabet bag var gået konkurs, og skuespillerne lever fortsat i uvished.

Det startede med, at skuespillerne pludselig blev sendt hjem midt under optagelserne.

Filmbranchen er, som Politiken for nylig skrev, hårdt ramt økonomisk efter sidste års rettighedskonflikt, stigende internationale priser samt streamingtjenesternes nye fokus på livesport, og den 27. oktober lød meldingen så, at Deluca Film, der producerer 'Hvide Sande', var gået konkurs.

I den nye sæson har Anne Louise Hassing og Allan Hyde overtaget hovedrollerne fra Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund.
I den nye sæson har Anne Louise Hassing og Allan Hyde overtaget hovedrollerne fra Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. Foto: TV 2
Vis mere

»TV 2 er ærgerlige over at miste en vigtig samarbejdspartner i produktionsmiljøet vest for Storebælt, og lige nu er vi ved at danne os et fuldt billede af konsekvenserne,« skrev TV 2 til filmmagasinet EKKO.

B.T. har været i kontakt med flere af skuespillerne fra 'Hvide Sande'.

Jesper Asholt, der spiller seriens lokalbetjent, kalder situationen 'rigtig trist'.

Han har en samlet lønbetaling til gode for sit arbejde på sæson to, men den er han ikke bange for at miste.

»Vi har jo Lønmodtagernes Garantifond og et dygtigt forbund, så det bekymrer mig ikke,« fortæller han.

Han ved ikke så meget andet, end at der lige nu forhandles om seriens fremtid, og i den forbindelse kalder han sig for en 'forsigtig optimist'.

»Vi stod med en virkelig spændende dramaserie, som var tæt på at være i kassen, og nu står vi alle som heste i en startboks og venter på, at portene åbner, så vi kan komme helt i mål.

Jesper Asholt har dog ikke uendelig meget tid.

Camilla Bendix og Jesper Asholt i første sæson af 'Hvide Sande'.
Camilla Bendix og Jesper Asholt i første sæson af 'Hvide Sande'. Foto: TV 2
Vis mere

Til januar genoptager han sin Halfdan Rasmussen Cabarat på Cafe Liva i København, og derfor håber han, at man hurtigst muligt finder en løsning på det hele.

Camilla Bendix, der i 'Hvide Sande' spiller Jesper Asholts hustru, skriver kort til B.T., at hun ikke ved så meget lige nu, men at hun selvfølgelig håber, at serien bliver lavet færdig.

»Det har jo altid konsekvenser den slags – for mange mennesker – men jeg ved ikke, hvad der sker, så nu må vi se.«

Anders Bink Madsen, der en af de nye ansigter i 'Hvide Sande 2', ved heller ikke, hvor langt man er i processen med at få serien tilbage på skinner.

Ligesom Jesper Asholt er han også sikker på, at alle nok skal få deres løn. Derudover afventer han fortsat situationen.

»Alt afhængig af hvornår vi kommer i gang, kan det da godt være, at kalenderen bliver et puslespil, men det skal nok blive løst. Vi er alle sammen interesserede i at få det sidste i kassen. Det har været en sand fornøjelse at optage serien, så alle glæder sig til at komme tilbage.«

Ifølge TV 2 var der i gennemsnit over 800.000 seere til hvert afsnit af den første sæson af 'Hvide Sande'.Her havde Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund hovedrollerne.
Ifølge TV 2 var der i gennemsnit over 800.000 seere til hvert afsnit af den første sæson af 'Hvide Sande'.Her havde Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund hovedrollerne. Foto: TV 2
Vis mere

Benjamin Boe Rasmussen, der er formand for Dansk Skuespillerforbund, forsikrede for nyligt i Jydske Vestkysten, at de berørte medlemmer af forbundet, nok skal få deres løn udbetalt uanset hvad.

»Der er ingen tvivl om, at de får deres penge. Det hjælper vores jurist med. I sådan en situation, har vi et godt system i Danmark. De kan få deres løn, men der kan godt gå noget tid,« udtalte han den 12. november.

Han tilføjede, at tiden dog er en faktor i forhold til at få serien gjort færdig.

Som han forstår det, udløber de berørte skuespilleres kontrakter med Deluca Film ved udgangen af november, så hvis et nyt produktionsselskab overtager serien, skal der indgås nye aftaler med skuespillerne, der ikke er forpligtet udover deres nuværende kontrakt.

B.T. har spurgt TV 2, hvad der skal ske med 'Hvide Sande 2'.

I et skriftligt svar lyder det fra seniorrådgiver i TV 2 Kommunikation Marie Louise Plenborg:

»Vi er fortsat ved at danne os et fuldt billede af konsekvenserne af Deluca Films konkurs. De produktioner, som Deluca Film har samarbejdet med TV 2 om, er overgået til konkursboet. TV 2 er i dialog med kurator og kan ikke melde yderligere ud endnu.«