TV 2 kan lade champagne-propperne springe og måske give Thomas Blachman et lille klap på skuldrene.

Deres premiere på 'X Factor' slår med et mulehår DR's premiere sidste år, og derfor har det altså ikke ændret noget som helst, at talentshowet sidste år skiftede kanal.

Ved premieren fredag aften så 1.365.000 danskere ifølge Gallup 'X Factor' på TV 2. Det er 8.000 flere seere, end DR havde ved premieren på 'X Factor' sidste år.

DR havde allerede givet op på forhånd og sendte i fredags samtidig med TV 2's 'X Factor'-premiere en genudsendelse af deres historieprogram med Lars Mikkelsen, 'Historien om Danmark', som slet ikke er at finde i ugens top 20 over mest sete tv-programmer.

TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, er naturligvis glad og udtaler i en pressemeddelelse:

»Vi er vildt glade for den flotte modtagelse, seerne har givet 'X Factor'. Vi har glædet os så meget til at kunne dele premiereprogrammet med danskerne og er også utrolig glade for, at vores nye dommertrio modtages så positivt af seerne.«

En YouGov-undersøgelse viste før jul, at danskerne ellers var trætte af 'X Factor' og syntes, man skulle finde på noget nyt. Her havde 42 % i undersøgelsen peget på 'X Factor' som det program, der burde udskiftes med noget nyt.

TV 2 holdt naturligvis fast. Dorte Borregaard tilføjer:

»Den store interesse viser, at ’X Factor’ er et program, som mange stadig ser sammen – en begivenhed, vi deler, og som vi engagerer og involverer os i. Vi kunne ikke have ønsket en bedre start på sæsonen her på TV 2.«

Udover Thomas Blachman er også Sofie Linde genganger som vært i 'X Factor', hvor nyheden består af de to nye dommere Oh Land og Ankerstjerne. Derudover kan bands i år få lov at medvirke i gruppe-kategorien.

Premiereprogrammet fik af B.T.s anmelder 4 ud af 6 stjerner. Alt var ved det gamle, bortset fra at dommerne måske var lidt for gode venner.

TV 2's 'X Factor'-premiere er den mest sete i tre år med 1.357.000 seere i 2018 og 1.320.000 i 2017.